Spring til indhold
Nyhed

Den verdenskendte forfatter Paulo Coelho til Odense

08-03-2007

Den verdenskendte brasilianskfødte forfatter Paulo Coelho kommer til Odense på H.C. Andersens fødselsdag den 2. april. Forfatterens besøg sker som en del af den samlede fejring af H.C. Andersens fødselsdag.

Paulo Coelho er en af verdens mest læste forfattere, og blev verdensberømt med sin bog ’Alkymisten’, der har solgt over 30 millioner eksemplarer. Denne bog udkom efter ’Pilgrimsrejsen’ (1987) som Paulo Coelho skrev efter sin pilgrimsvandring til Santiago de Compostella i Spanien. Vejen til Santiago ændrede hans liv og gav ham styrken til at slås for den drøm, han har haft siden sin barndom: at blive forfatter en dag.

 

Paulo Coelho om Pilgrimsrejsen: Før plejede jeg at anskue alting på en indviklet måde, men efter at have vandret Vejen indså jeg, at alle ting er enklere end som så, og at det var præcis det, mine bøger skulle afspejle ved at være jordnære frem for flygtige, - præcis som vejen er det.

 

Han har nu solgt over 100 millioner bøger på verdensplan, heraf flere bestsellere i mange lande. Bøgerne er oversat til 63 sprog og udgivet i 159 lande. På dansk er udover ’Alkymisten’ og ’Pilgrimsrejsen’ udkommet: Zahir (2005), Djævelen og frøken Prym (2004), Veronika beslutter at dø (2004), Elleve minutter (2003), Det femte bjerg (1998).

 

Under besøget, som er kommet i stand med støtte fra Eventhouse - en del af Odense Kommune -  vil Paulo Coelho i Odense Rådhushal kl. 10.30 af borgmester Jan Boye få overrakt Odense Bys hædersdiplom ’Distinction of Honour’ og bronzeskulpturen Den Grimme Ælling udført af billedhuggeren Stine Ring Hansen. Dr. phil. Claudio Cifuentes-Aldunate fra Institut for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet vil motivere hædersbevisningen.

 

Efterfølgende vil Paulo Coelho på engelsk fortælle om ’Fra Pilgrimsrejse til forfatter’. Programmet indeholder desuden sangen ’The Beauty of the Swan’ dedikeret til Paulo Coelho sunget af Susanne Elmark og Jesper Buhl.

 

Paulo Coelho skal som en del af programmet se Odenses H.C. Andersens seværdigheder.

 

Om aftenen kl. 19.30 er Paulo Coelho gæst ved H.C. Andersen Prisoverrækkelsen på

Odense Teater. Her vil han som international UNICEF-ambassadør modtage H.C. Andersen Priskomiteens årlige bidrag på UNICEF’s vegne umiddelbart efter overrækkelsen af

de 3 H.C. Andersen Priser.

 

Billetter kan afhentes gratis mod et lille salgsgebyr på kr. 20 på Fyens Stiftstidende på Banegårdpladsen, tlf. 66111111 – fra mandag den 12. marts.

 

Yderligere info om Paulo Coelho:

santjordi@asociados.com og www.paulocoelho.com

Forlagschef Jesper Rossing, Bazar Forlag, Ny Østergade 10, 2. sal, 1101 København K: telefon: 33 32 21 32 eller mobil: 20 33 61 92, e-mail: jesper.rossing@bazarforlag.com

 

Arrangør Benny Nybo – mobil 51303040 - e-mail: bennynybo@pc.dk  

Presseansvarlig: Eva Fatum: mobil: 60682709 - e-mail: eva@fatum.dk

Stig Nordestgaard , telefon: 66131401 eller mobil 27282174 – e-mail: estate@dsa-net.dk