Spring til indhold
Nyhed

Den Amerikanske Ambassadør, James P. Cain besøgte torsdag eftermiddag Vollsmose Kirke

26-01-2007

"Jeg håber, at Europa undgår 200 års stridigheder, som vi amerikanere har været igennem i integrationsprocessen", udtalte den Amerikanske Ambassadør efter sit besøg i Vollsmose Kirke torsdag d. 25.01 om eftermiddagen, "derfor glæder det mig, at man arbejder så ihærdigt med at skabe forståelse mellem kulturerne" pointerede ambassadøren med adresse på eftermiddagens besøg.

 

"Under Mohammed krisen oplevede omverden ikke oprør her fra Vollsmose mod det danske system", fortsatte ambassadøren. "Muslimerne i Vollsmose var krænkede over tegningerne, men tog skarpt afstand fra de kræfter, der vendte sig mod det Danske System, og det vidner for mig om, at der er et godt samarbejde på tværs af religionerne herude" fortsatte ambassadøren.

 

Mødet fandt sted i Vollsmose kirke, hvor ambassadøren havde udtrykt ønske om at få en snak med sognepræst Torben Hangaard, Kulturmedarbejder Maher El-Badawi og imam Abu Hassan. Mødet fandt sted uden pressens tilstedeværelse, men på dagsordenen var kirkens arbejde med at integrere de mange forskellige kulturer i sognet og bygge bro mellem muslimer og kristne i området. Torben Hangaard har i samarbejde med kulturemedarbejder Maher El-Badawi udgivet to bøger om det arbejde, der fortages i Vollsmose kirke og som danner inspiration for kirker flere steder i Europa.

 

Ambassadøren blev opmærksom på arbejdet under i besøg i Vollsmose sidste sommer, hvor han spillede basketball med nogle af områdets unge. Han vendte efterfølgende tilbage til området, for at høre mere om det.

Også værterne for besøget udtrykte efter besøget stor tilfredshed med mødet.