Besøgscentret i Den Fynske Landsby lukkes for vinterne
Besøgscentret i Den Fynske Landsby lukkes for vinteren
pga. gulvomlægning
Besøgscentret i Den Fynske Landsby skal have lagt gulvet om. Derfor er det nødvendigt at lukke for publikumsadgang til Besøgscentret frem til påske 2008. Det betyder, at gæster der besøger Den Fynske Landsby på søndage fra den
11. november, må benytte den "gamle" hovedindgang ved Sortebro Kro. Der vil være god skiltning fra Besøgscentret med henvisning til den midlertidige nye hovedindgang.
Til gengæld indføres der gratis adgang til Den Fynske Landsby på de åbne søndage kl. 11.00 – 15.00 frem til påske 2008. Der er dog ikke gratis adgang på dage med arrangementer, såsom til Jul i Landsbyen den 25. november og den 2. december, hvor det også vil være muligt at besøge museumsbutikken.
Så læg søndagsturen forbi Den Fynske Landsby, og nyd de gratis glæder og museets smukke bygninger og natur. Husk at museumsbygningerne er lukket om vinteren.
Udstillingen MODERNE TIDER? og Den Fynske Landsby Online kan besøges på museets hjemmeside på www.museum.odense.dk.
Fakta om Besøgscentret
Et besøg i Den Fynske Landsby indledes i Besøgscentret, som indeholder billetsalg, museumsbutik og praktiske faciliteter. Besøgscentret er stedet hvor museumsgæsten kan få information om det man kan opleve i Den Fynske Landsby. Her er der viden at hente om stedets huse, deres funktion og de mennesker der levede i landsbyerne i 1800-tallet. Eksempelvis kan man se den 15 minutter lange film om livet på landet. Her fortælles i ord og levende billeder om den store udvikling, der fandt sted indenfor teknologi, videnskab, demokrati mv. i 1800-tallet. Den samme historie kan opleves i udstillingen "MODERNE TIDER?", som tager udgangspunkt i genstande, kort billeder og modeller, når det dynamiske 1800-tal skal formidles.
Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til funktionsleder Tom Mansfeldt på
tlf. 2090 1319 eller tmf@odense.dk.