Beboere i Vollsmose politianmelder virtuelt brætspil
- Endnu engang oplever vi, at man spiller på menneskers fordomme. Spillet her går langt ud over enhver grænse for anstændig opførsel, men de må åbenbart have svært ved at få nogen til at lytte, siden de i den grad må gå til ekstremerne, siger Inger Aagaard, der har boet i Vollsmose i 32 år.
Inger Aagaard har på vegne af en gruppe beboere her til morgen indgivet en politianmeldelse mod Den Danske Forening.
Sekretariatschef i Vollsmosesekretariatet, Kay Jokil, tager på det kraftigste afstand til spillet og har følgende kommentar til det videre forløb i sagen:
- En foreløbig juridisk vurdering peger på, at det er usikkert, hvorvidt der er grundlag for et retsligt efterspil. Men jeg bakker fuldt op om beslutningen om at anmelde foreningen, da sagen er så alvorlig og principiel, at den bør prøves.
Også borgmester Jan Boye bakker op om Inger Aagaards anmeldelse:
- Jeg synes det er meget usympatisk, for ikke at sige usmageligt, at man fremstiller en bydel på en måde, som absolut intet har med virkeligheden at gøre. Jeg vil ikke acceptere, at nogen borgere i Odense diskrimineres på baggrund af deres religion eller etnicitet.
For yderligere kontakt:
Sekretariatschef Kay Jokil. Tlf. 23 62 96 05
Borgmester Jan Boye. Tlf. 20 40 29 12