Spring til indhold
Nyhed

Audition til årets forestilling i Kulturskolen Lille Knud

06-09-2007

 

Audition til årets forestilling i Kulturskolen Lille Knud

 

Fredag den 7. september 2007 afholder Kulturskolen Lille Knud for første gang en audition til årets forestilling Joanna med musik af Gasolin. Det sker på H.C. Andersen Skolen kl. 14.30 i skolens musiklokale og på Torvet.

 

Der skal synges

Der skal fremføres en sang af Gasolin, og deltagerne kan vælge mellem "Joanna", "Papirklip" eller "Om lidt", som kan tilsendes ved henvendelse på Odense Musikskoles telefon 65 91 01 88 hverdage mellem kl. 10.00-12.00 og kl. 13.00-15.00. Hvis der er en anden sang, som er bedre at have med til audition, er det vigtigt at medbringe noderne selv, så vores klaverledsagelse kan følge med.

 

Der er også et band

Der bliver samme dag afholdt audition til Kulturskolen Lille Knuds band, og hvis det er muligt skal instrument medbringes. Det er Rasmus Skovmand, Helge Petersen og Jette Holk Hansen, som står i spidsen for audition.

 

Joanna – Gasolin står for musikken

Forestillingen hedder Joanna og bygger på 12 af Gasolins bedste sange. Handlingsmæssigt er der fokus på ungdomslivet, der rummer både gode kammerater og kærester, rå bander og fjendskab . I spidsen står Nanna og Jim, der møder hinanden og oplever den første kærlighed. Der er præmiere lørdag den 8. marts 2008 på H.C. Andersen Skolen.

 

Kulturskolen Lille Knud

Kulturskolen Lille Knud er et musikalsk teaterprojekt under Odense Musikskole med børn og unge fra og med 4. klasse. Vi samarbejder med H.C. Andersen Skolen, Seden Skole, Risingskolen, Abildgårdskolen og Humlehaveskolen, men alle interesserede fra 4. - 10. klasse kan deltage i Kulturskolen Lille Knuds allerførste audition.