Spring til indhold
Nyhed

Åbning af Odenses første hastighedszoner

09-08-2007
/upload/pressemeddelelser/levveje-odense-dk.jpg

I starten af september åbnes de to første boligområder i Odense, hvor hastigheden på vejene maksimalt må være 30 km/t. Projektet "Levende veje" er en del af EU-projektet CIVITAS.

 

De to områder i Odense-forstæderne Korup og Bolbro er hen over sommeren blevet saneret via bump og vejlukninger. Rådmand Anker Boye siger om projektet: "Jeg er stolt over, at Odense nu har fået etableret de to første hastighedszoner. Efter at de er blevet evalueret, skulle vi jo gerne videreføre erfaringen til andre boligområder i kommunen".

 


Tilfredse beboere

Beboerne i områderne har i vid udstrækning været inddraget i projekterne, både via webspørgeskema og gennem nedsættelsen af arbejdsgrupper med beboere fra de to områder.

 

Og tilfredsheden blandt beboerne har været stor.

Stephan Skov, som er beboer i Korup siger: "Endelig lykkedes det at få hastigheden sat ned, så boligvejene nu er mere på de gåendes og cyklendes præmisser. Det har været en spændende proces at være med i. Jeg føler virkelig, at vi har fået medindflydelse på projektet."

 

Også Kirsten Sørensen, der bor i Bolbro, synes processen har været interessant. "Det har været rigtig interessant at være med. Selvom nogle beboere er utilfredse med projektet, er de fleste glade for at få hastigheden ned og få fjernet alle de biler, som bruger vores veje som smutveje."

 

Åbningsarrangementer

Arbejdsgrupperne inviterer i september til åbning og fejring af de nye områder.

 

Korup

Tid: Lørdag den 1. september kl. 13.00

Sted: Det grønne areal for enden af Kalørvej - rådmand Anker Boye åbner arrangementet

Aktiviteter:

  • En brandmand kommer på besøg
  • Udstilling af brandbil, politibil, politimotorcykel og veteranbiler
  • Hoppeborg for de små
  • Kl. 14.00 kåres den bedste 30 km/t kage

Der er en gratis is til de første 200 børn fra området. Drikkevarer og pølser kan købes.

 

Bolbro

Tid: Lørdag den 22. september kl. 13.00

Sted: Højemarksvej (mellem Holstedvej og Jellingvej) - rådmand Anker Boye åbner arrangementet.

Aktiviteter:

  • Gaden lukkes for almindelig trafik og åbnes for rulleskøjter og løbehjul
  • En brandmand kommer på besøg
  • Udstilling af brandbil, politibil og politimotorcykel
  • Mooncars
  • Hoppeborg for de små
  • Live-musik

Gratis is til de første 300 børn på græsplænen på Højemarksvej. Drikkevarer kan købes.

Yderligere information fås på www.levendeveje.dk eller hos Mette Fynbo, Projektleder tlf. 23 72 51 70 eller mlau@odense.dk