Spring til indhold

Borgmesteren holdt møde med etniske foreninger: Dialog og samarbejde på dagsordenen

Den 19. september havde Borgmester Jan Boye inviteret etniske foreninger i Odense til dialogmøde på Odense Rådhus.

Ca. 30 repræsentanter fra 14 forskellige foreninger var mødt op for at høre om Odense Kommunes initiativer i forbindelse med anholdelserne i Odense den 5. september og for at give gode råd til hvordan Odense Kommune og byen nu kommer videre.

- Jeg er meget glad for det store fremmøde, som tydeligt viser, at der er en vilje til dialog fra de etniske grupper i Odense, sagde Jan Boye indledningsvist.

Herefter opsummerede Stadsdirektør Jørgen Clausen kort hele forløbet og fortalte hvad kommunen har gjort i de to uger, der er gået siden anholdelserne.

– Det har vist sig at vi har et rigtig godt netværk i Vollsmose, der har kunnet arbejde meget effektivt og hurtigt og det glæder os meget, sagde Jørgen Clausen. Han bad deltagerne om at hjælpe med at skabe en positiv dialog og komme med input til hvordan kommunen og byen kan komme videre ovenpå den svære situation.

- Det er vigtigt for mig at understrege at alle odenseanere er påvirket af denne sag!, sagde Jan Boye. – Vollsmose og bydelens borgere er særligt hårdt ramt, men alle borgere i Odense er i samme båd, og jeg håber, dette møde kan hjælpe os til at vi kommer tilbage på rette spor.

Bordet rundt var der stor glæde over at borgmesteren havde inviteret de etniske foreninger.

– Det betyder meget for os, at kommunen gerne vil høre vores mening, sagde en af deltagerne.

  

Konkrete forslag

Mange emner blev berørt på mødet; herunder frustrationen over at islam ofte sidestilles med terror.

Asmaa Abdol-Hamid, der repræsenterede foreninger Muslimer I Dialog foreslog at kommunen igangsatte forebyggende arbejde; f.eks. i form af en kampagne, der skal fortælle at Odense er en by, der går ind for dialog og sameksistens og at mangfoldighed er en styrke.

Alle foreninger tilkendegav, at de meget gerne vil inddrages i det fremadrettede integrationsarbejde og en idé om et netværk på tværs af foreninger, integrationsråd og kommune blev godt modtaget fra alle sider.

- Jeg er utroligt glad at vi har denne dialog, sagde Jan Boye. – Det er vigtigt for mig at understrege, at islam ikke er lig med terror og jeg synes, det er en god idé med en kampagne, der kan skabe forståelse.

- Integrationsrådet er vores vigtigste samarbejdspartner på integrationsområdet, og det er derfor naturligt at jeg beder dem om at komme med idéer til, hvordan sådan en kampagne kan sættes i gang, og på hvordan vi fremadrettet kan bruge det store potentiale, der er i alle vores etniske foreninger, sagde borgmesteren.

Der vil også blive arbejdet videre med at etablere et netværk på tværs af de etniske foreninger, med deltagelse af integrationsråd og kommune, for alle deltagere var enige om at dialog og forståelse er nøgleord for at få Odense og Vollsmose tilbage på rette spor.