På mærkerne for dig og din baby
Odense - på mærkerne for dig og din baby
Odense Kommune er sammen med 19 af landets kommuner med i den landsdækkende kampagne ”På mærkerne for dig og din baby”. Målet er at sætte fokus på miljømærkerne Svanen og Blomsten.
Kampagnen bliver synlig i Odense på bibliotekerne, idrætsforeninger med mor/far-barn gymnastik, svømmehaller med mor/far-barn svømning, i sundhedsplejen, tandplejen, en lang række daginstitutioner og i BorgerServiceCenteret.
Fokus på miljømærkerne Svanen og Blomsten kan hjælpe forældre i deres produktvalg, så det er muligt både at spare sin baby for unødig kemi - og sig selv for unødvendige bekymringer.
Vælger man produkter mærket med enten Blomsten eller Svanen, kan man være sikker på, at produkterne både lever op til skrappe miljøkrav, tager hensyn til sundheden og er af god kvalitet. Produkterne er helt fri for parfume, hormonforstyrrende samt kræft- og allergifremkaldende stoffer.
Kampagnen løber fra d. 9.-16. oktober.
Miljømærkesekretariatet er ansvarlig for den landsdækkende kampagne.
For Odense Kommunes aktiviteter kan man læse mere på www.odense.dk eller kontakte konsulent Michael Gravesen ved Odense Kommunes Fritidsafdeling på tlf. 6551 5325.