Odense skal have en sundhedspolitik
Når amterne nedlægges, får kommunerne ansvaret for det lokale forebyggende og sundhedsfremmende arbejde. Derfor arbejder Odense Kommune med en samlet sundhedspolitik, som skal være klar til den 1. januar 2007. Sundhedspolitikken skal indeholde kommunens mål og visioner for borgernes sundhed.
For at kunne planlægge de kommende sundhedsindsatser er det vigtigt at kende borgernes oplevelser, ønsker og behov med hensyn til sundhed og sygdom.
Den 18. maj udsender Odense Kommune derfor spørgeskemaer til 2000 tilfældigt udvalgte borgere i kommunen. I efteråret lanceres desuden en internetbaseret spørgeskemaundersøgelse blandt 11-15- årige Odense-børn.
- Et godt helbred er en meget vigtig forudsætning for et godt liv. Og med de nye opgaver, vi får i 2007 på sundhedsområdet, bliver det særligt vigtigt at sætte fokus på forebyggelse og sundhedsfremme, siger Stina Willumsen, der er formand for det udvalg, der arbejder med sundhedspolitikken. Udvalget er sammensat af en repræsentant fra hvert af byrådets partier.
- Vi har i udvalget valgt at bruge spørgeskemaundersøgelser som udgangspunkt for arbejdet, fordi vi ønsker et mere nuanceret billede af borgernes sundhed og sygdom end det billede, som de traditionelle registerundersøgelser giver, fortæller Stina Willumsen.
Sundhedspolitikken i sin endelige form skal vedtages af byrådet i december 2006. Inden da bliver den grundigt gennemarbejdet både politisk og i kommunens forvaltninger. Faglige seminarer og møder med relevante samarbejdspartnere og eksperter på sundhedsområdet skal sikre, at sundhedspolitikken lever op til ambitionen om høj kvalitet i sundhedsydelserne til borgerne i Odense Kommune.