Spring til indhold

Odense Kommune opruster på biblioteksområdet

Flere penge til bøger og IT

I en tid, hvor filiallukninger og nedskæringer på kulturområdet ruller hen over landet, opruster Odense Kommune på kultur- og biblioteksområdet.

 

Et moderne og dynamisk bibliotekstilbud er nødvendigt i en uddannelses- og vidensby, hvor erhvervsliv og forskning står højt på dagsordenen. Det er i den erkendelse besluttet at øge Odense Centralbiblioteks driftsbudget i årene fremover. Dette er sket i forbindelse med budgetforhandlingerne. I 2007 betyder det, at der tilføres 5 millioner kr. til biblioteksområdet.

 

Pengene skal anvendes til it-kompetencer og udvikling af publikumsrettede it-ydelser samt til indkøb af flere bøger og andre materialer, herunder digitale licenstjenester. Det vil sætte biblioteket i stand til at præsentere et bredere udvalg inden for den nyeste medieproduktion formidlet over for brugerne i form af den nyeste informationsteknologi.

 

Anker Boye, rådmand for By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune udtaler:

"Det er en stor tilfredsstillelse, at det i forbindelse med budgettet for 2007 er lykkes os at styrke bibliotekets formidlingsside mærkbart.

Odense Kommune ønsker at give borgerne i Odense et endnu bedre bibliotekstilbud og dermed understrege den spændende udvikling, biblioteket repræsenterer i den samlede udvikling inden for kulturområdet. Men jeg ser også en styrke i at sikre bibliotekets muligheder for at indgå i udviklingen af nye biblioteksservices på it-området."

 

For yderligere information, kontakt

Lene Byrialsen, stadsbibliotekar, By- og Kulturforvaltningen, telefon 65 51 44 00.

 

By- og Kulturforvaltningen

Odense Kommune