Spring til indhold

Odense Filmfestival har indstiftet ny publikumspris

Pressemeddelelse 1. juni 2006

 

Odense Filmfestival har indstiftet ny Publikumspris

-Og i dag 1. juni er der premiere på Odense Filmfestivals nye, flotte hjemmeside.

 

Den nye kunstneriske linie på årets filmfestival følges op af et helt nyt visuelt udtryk på brevpapir og konvolutter og af en ny, interaktiv hjemmeside spækket med interessante oplysninger og flotte billeder.

 

Fra eventyr til dokumentar

Hjemmesiden byder på mange spændende nye muligheder blandt andet et underholdende og lidt nostalgisk tilbageblik i Odense Filmfestivals historie. Her kan man klikke sig fra år til år og læse om juryer og priser, tidligere direktører og kunstneriske ledere samt de mange nye tiltag som er blevet gennemført, og har afløst hinanden, gennem tiden.

Fra Den Internationale Eventyrfestival i 1975, som primært viste filmatiseringer af H.C. Andersen film, og til nutidens internationale kort- og dokumentarfilmfestival har festivalen udviklet sig i takt med tiden.

Senest blev en helt ny konkurrence for alle med instruktørdrømme, Video Clip Cuppen, introduceret i 2005.

 

Publikumspris

Odense Filmfestival indfører i år en publikumspris. Publikum kan således vælge deres helt egen favoritfilm blandt alle festivalens konkurrencefilm. Det vil sige filmene i det internationale og det nationale konkurrenceprogram samt de to konkurrenceprogrammer for børnefilm.

Publikum vil kunne stemme på deres favoritfilm blandt festivalens mange perler direkte på hjemmesiden.

Alle film vises to gange i løbet af festivalen og hvis man har brug for et ekstra gennemsyn for at være helt sikker på at stemme på den bedste film, har man mulighed for at se filmen igen i festivalens Videobar.

Der vil i alt blive uddelt 3 publikumspriser: En til de internationale film, en til de danske film og en til internationale og danske børnefilm.

 

Se festivalfilm på hjemmesiden

Nu kan alle se udvalgte festivalfilm direkte på computeren. Vi lægger ud med sidste års 3 vindere af Video Clip Cuppen, hvor emnet var ”Prisen for et liv”. Op til festivalen vil man hver uge kunne se en ny dansk eller international kortfilm som optakt til festivalugen.

 

Specielt for pressen

Pressen har nu fået sin helt egen side. Her kan downloades pressemeddelelser og billeder fra festivalprogrammets film samt billeder fra festivallivet af festivalfotograf Kasia Larsen. Som noget nyt vil der hver dag være nye reportagebilleder til download på pressesiden i festivalugen.

Kontakt venligst pressemedarbejder Ann-Britt Nørgaard for brugernavn og password.

E-mail: arnoe@odense.dk. Tlf.: 6551 4029

 

Adressen er stadig den samme http://www.filmfestival.dk/Webnodes/Top/Forside