Spring til indhold

Vellykket møde med kvinder i Vollsmose

Den 18. september 2006 holdt Odense Kommune og Odense Politi informationsmøde for kvinder i Vollsmose. Over 100 kvinder fra området havde fundet vej til Birkeparkens beboerhus for at høre om politiets arbejde og om Odense Kommunes initiativer efter anholdelserne i Odense den 5. september.

På mødet deltog repræsentanter fra Odense Politi og kommunen.

 

Borgmester Jan Boye startede med at byde velkommen til de fremmødte og var glad for at se så mange. – Det er vigtigt for mig at fortælle jer, at jeg også personligt har været meget påvirket og berørt af denne sag, ligesom alle i Odense og naturligvis særligt Vollsmose har været, sagde borgmesteren. – Det er også vigtigt for mig, at fortælle jer, at vi alle sammen står sammen og at vi skal være sammen om at komme videre, sluttede Jan Boye.

 

Herefter fortalte to anklagere fra Odense Politi om det danske retssystem. Kvinderne fik bl.a. svar på hvad grundlovsforhør og varetægtsfængsling er og hvad der skal til for at politiet må ransage en bopæl. Politiet lagde vægt på, at man altid er uskyldig indtil det modsatte er bevist, og at der er flere kontrollerende instanser i det danske retssystem for at sikre tiltaltes rettigheder. Der blev ikke talt om den konkrete sag, da politiet af princip ikke udtaler sig om aktuelle sager, men brugt eksempler, så der kunne gives svar på alle spørgsmål.

 

En jurist fra Odense Kommune fortalte om de initiativer, kommunen har sat i gang efter anholdelserne. Et vigtigt budskab var, at Odense Kommune ikke har noget at gøre med anholdelserne, men at eftersom kommunen har ansvaret for f.eks. børn og unge i Odense, har det været vigtigt for kommunen at reagere hurtigt efter anholdelserne. Odense Kommune yder hjælp og støtte i form af bl.a. et særligt kriseberedskab for borgere, der har brug for det. Der afholdes informationsmøder og der har været stor fokus på at give alle kommunalt ansatte, der arbejder i Vollsmose, redskaber til at håndtere situationen på bedste vis.

 

Efter de to oplæg var der åbent for spørgsmål fra tilhørerne. Der var stor spørgelyst, særligt til politiets fremgangsmåde. Odense Politi fortalte, at man handler fuldstændigt ens, uanset om det drejer sig om en anholdelse i Vollsmose eller et hvilket som helst andet sted i byen. En kvinde fortalte, at hun er bekymret for sine børns fremtid. – Jeg føler mig stemplet som terrorist, fordi jeg er muslim og bor i Vollsmose!, sagde hun. Kay Jokil, leder af Vollsmosesekretariatet, gav udtryk for, at han til fulde forstod kvindens bekymringer. – Det er vigtigt for os som Odense Kommune at alle borgere i byen har de samme muligheder og rettigheder, og det er bl.a. derfor, vi yder en særlig indsats i Vollsmose, så vi kan sørge for at de unge her også kan få en uddannelse og et job.

 

Stemningen på mødet var meget positiv og der var en god dialog mellem de fremmødte kvinder og repræsentanterne fra kommune og politi.