Kørelys forbedrer cyklisternes sikkerhed markant
Et storskalaforsøg med kørelys på cykler blandt 4000 cyklister i Odense viser 32% reduktion i cyklistulykkerne. Resultatet er så markant, at rådmand Anker Boye håber, at andre vil drage nytte af undersøgelsen, evt. ved at ændre lovgivningen på området.
Odense er kendt som cyklisternes by, hvor der gøres usædvanlig meget for at øge cykeltrafikken, samtidig med at cyklistulykkerne reduceres.
Odense Kommune har gennemført et storskalaforsøg i samarbejde med Aalborg Universitet, hvor 2000 cykler fik påmonteret faste lygter, der fungerer døgnet rundt uden brug af batterier. Gruppen rapporterede løbende igennem et helt år om eventuelle trafikulykker. Disse data er nu blevet sammenlignet med tilsvarende data fra en anden gruppe på 2000 cykler med traditionelt cykellys.
Projektet har vist, at cyklisterne med kørelys har 32% færre ulykker end kontrolgruppen. Effekten slår særligt igennem i sommerhalvåret, hvor reduktionen er oppe på 40%. Det stemmer overens med, at ulykkerne særligt reduceres i dagslys, hvor effekten er 35%. Samtidig er det i højere grad ulykker med en modpart, der reduceres i kraft af kørelyset.
98% af cyklister har udtrykt tilfredshed med de anvendte lygter, og 60% føler sig mere trygge, i forhold til før de fik lygterne.
"Resultaterne er så bemærkelsesværdige, at de må give anledning til en reaktion landet over", siger rådmand Anker Boye. "Man kan forestille sig, at man på nationalt niveau kan bruge vores erfaringer til at ændre de danske regler for lys på cykler. F.eks. kunne man overveje, om ikke nye cykler bør sælges med fastmonteret lys, og at det vel og mærke også skal være tændt i dagtimerne". Anker Boye ser resultaterne som en oplagt mulighed for, at Færdselskommissionen bedre kan nå sit mål. Målet er, at antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne i Danmark skal reduceres med mindst 40% i perioden 2001 - 2012.