Spring til indhold

Vollsmose: Dialog var igen på dagsordenen

Der var igen enighed om, at dialog er vejen frem, da Odense Kommune den 20. september 2006 afholdt det andet af tre informationsmøder i kølvandet på anholdelserne i Odense den 5. september.

Det var Dansk-arabisk Kultur- og Kendskabsforening, der var vært for mødet, hvor repræsentanter fra Odense Kommune og Odense Politi var mødt op for at fortælle om politiets arbejde og om, hvilke initiativer, kommunen har taget i forbindelse med anholdelserne. - Dansk-arabisk Kultur- og Kendskabsforening har et meget stærkt netværk i Vollsmose, og de tilbød os at holde mødet i deres lokaler, hvilket vi er meget glade for, siger fritidskonsulent Paul Hansen, der har været med til at arrangere mødet.

Ca. 30 personer deltog i mødet, der havde Kay Jokil, leder af Vollsmosesekretariatet, som ordstyrer.

Politimester Lars Rand Jensen indledte med at fortælle om det danske retssystem. Han fortalte bl.a. om hvad grundlovsforhør og varetægtsfængsling er, og hvad der skal til for at politiet må ransage en bopæl. Politimesteren fremhævede at politiet behandler alle borgere i Danmark ens, uanset alder, køn, eller religion.

En jurist fra Odense Kommune fortalte om de initiativer, kommunen har sat i gang efter anholdelserne. Da kommunen har ansvaret for f.eks. børn og unge i Odense, er der blevet lagt stor vægt på at reagere hurtigt efter anholdelserne. Odense Kommune yder hjælp og støtte i form af bl.a. et særligt kriseberedskab for borgere, der har brug for det. Der holdes informationsmøder og der har været stor fokus på at give alle kommunalt ansatte, der arbejder i Vollsmose, redskaber til at håndtere situationen på bedste vis.

Som på de møder, der blev afholdt tidligere på ugen, var der stor spørgelyst fra deltagerne.

Særligt spørgsmål om unge og kriminalitet var der mange af, da mange bekymrer sig om deres børns fremtid. Alle var enige om at det er en meget ulykkelig situation, men der var også enighed om, at der handler om dialog.

Som en deltager sagde: - Vi behøver jo ikke altid at være enige, men det er vigtigt at tale sammen og lære hinanden at kende. Kun på den måde kan vi komme videre og give vores børn den bedste fremtid! - Jeg er utroligt glad for, at der på alle de møder, vi har holdt indtil nu, har været enighed om at dialog er vigtig, siger Kay Jokil. – Jeg har før sagt, at vi kan bruge den ulykkelige situation positivt fremadrettet, og det synes jeg igen, dette møde er et tydeligt bevis på!, sluttede Kay Jokil, der opfordrede til en fortsat dialog.

 

I aften, den 21. september 2006 kl. 19.00 holdes det sidste informationsmøde. Det foregår på Humlehaveskolen og er åbent for alle. Pressen har adgang til mødet, dog må der ikke fotograferes eller filmes under selve mødet.