Lokal Vollsmoseværtinde ved royalt besøg
På denne måde får Kronprinsessen mulighed for at få svar på de spørgsmål, der melder sig undervejs, af en beboer fra området.
Denne meget vigtige opgave har Leyla Haji Yusuf takket ja til. Leyla er født i Somalia og kom til Danmark i 1997, hvor hendes mand, p.g.a. krig, var rejst i forvejen.
Hun er 41 år, har fire børn i alderen 3 til 21 år og er i dag erhvervsaktiv og bosiddende i bydelen Vollsmose. Hun er en af de kvinder, som vi aldrig hører om. Fordi hun klarer sig godt, har et aktivt liv og hverken er undertrykt eller hjælpeløs.
Leyla er en energisk kvinde med en ordentlig portion livserfaring i bagagen. Hun har prøvet at flygte fra et land i krig, har i en periode arbejdet i Italien for at tjene penge til sin familie, der på daværende tidspunkt var ankommet til Danmark, og hun har efterfølgende bygget en tilværelse op i Danmark.
Hun bor i dag alene med sine to yngste børn og arbejder med ældrepleje, et erhverv, hun har arbejdet målrettet frem mod, siden hun kom til Danmark.
Leyla har ved flere lejligheder mødt fordomme, både om den bydel, hun bor i, om det tørklæde, hun bærer, og ikke mindst om det at være udlænding i Danmark. Men hun har også oplevet, at disse fordomme kan forsvinde, når man sætter sig ned og snakker sammen.
- Jeg er utroligt stolt over at få lov til at vise Kronprinsessen rundt, selvom jeg også er noget nervøs. Jeg er glad for, at jeg som indvandrer og kvinde kan få lov til at fortælle både Kronprinsessen og det øvrige Danmark, at man godt kan få en uddannelse og arbejde, selvom man er kvinde og Somalier, siger Leyla, den første kvinde i Odense med somalisk baggrund, der tog en Social- og Sundhedshjælperuddannelse.
Leyla bor i Granparken.
Kontakt:
Borgmester i Odense Jan Boye: 20402912
Leyla Haji Yusuf: 23 48 73 94