Spring til indhold

Flygtninge og indvandrere skal have øget indflydelse i Odense

Pressemeddelelse udsendt den 2. februar:

 

Det går ikke så godt med dialogen mellem de forskellige religioner og kulturer ude i den store verden. Det må vi kunne gøre bedre lokalt her i Odense.

 

Tirsdag d. 7. marts er der valg til Flygtninge- og Indvandrerrådet i Odense. Som optakt til dette inviterer rådmand Erik Simonsen til pressemøde fredag den 10. februar kl. 11:00 i Vollsmosesekretariatet, Vollsmose Allé 18.

Det er 4. gang, de godt 11.000 stemmeberettigede skal vælge repræsentanter til at varetage borgere fra ikke-vestlige landes interesser.

 

Selvom rådet er et rådgivende organ, har der i sidste valgperiode været lagt op til øget indflydelse og samarbejde og rådet har derfor holdt møder med det daværende kultur- og socialudvalg. Det nyvalgte Arbejdsmarkedsudvalg, der har integration som ansvarsområde, ønsker at give Flygtninge- og Indvandrerrådet endnu mere formel indflydelse. På deres møde den 31. januar var medlemmerne af Arbejdsmarkedsudvalget enige om, at en forudsætning for udvalgets arbejde er, at Flygtninge-/Indvandrerrådet bliver hørt i væsentlige sager indenfor integrationsområdet, inden der træffes beslutninger. Dette bliver derfor skrevet ind i udvalgets kompetencefordelingsplan. Rådmand Erik Simonsen udtaler i denne forbindelse:

 

"I og med at byrådet har vedtaget den nye integrationspolitik om det aktive medborgerskab, er det vigtigt, at vi har Flygtninge- og Indvandrerrådet som dialogpartner. Jeg lægger som rådmand vægt på at medlemmerne af Flygtninge- og Indvandrerrådet føler et medansvar for de ting, vi sætter i værk og er med til at følge dem til dørs.

 

Det er vigtigt med en høj valgdeltagelse til Flygtninge- og Indvandrerrådet, idet det vil skabe større legitimitet om det arbejde rådet udfører. Jeg vil som rådmand bakke moralsk op om valghandlingen og har givet tilsagn om at deltage i møder i etniske foreninger, ved valgmøder og pressemøder."

 

Tilstede på pressemødet vil være to repræsentanter fra det nuværende Flygtninge- og Indvandrerråd samt rådmand Erik Simonsen.

 

Yderligere oplysninger:

Kommunikationskonsulent Katja Antabi, kaan@odense.dk, 65511021