Spring til indhold

Odense Kommune støtter Elton John-koncert på Fionia Park

Den 24. juni 2007 optræder Sir Elton John på Fionia Park i Odense. Koncerten er et resultat af et samarbejde mellem Odense Sport & Event og JVB, hvor Odense Kommune via EventHouse bidrager som sponsor med et beløb på 1 million kroner.  

Elton John 

Odense Kommunes engagement er et led i den strategi, der for nylig blev vedtaget i byrådet, der på den ene side skal styrke og udbygge erhvervs- og vækstpolitikken i byen, og på den anden side brande og markedsføre byen på en lang række forskellige platforme.  

 

- En koncert med Elton John på Fionia Park vurderer jeg kan have kolossal betydning for Odenses brand på den nationale og internationale musik- og kulturscene. Set i det lys mener jeg, at den million kroner, vi som kommune bidrager med, skal ses som en investering i fremtiden. En investering jeg ikke er i tvivl om kommer Odenses borgere og Odense som by til gode, siger Jan Boye, borgmester i Odense.

 

Han understreger samtidig, at der ikke er tale om, at den nye satsning er et udtryk for, at kommunens musik- og kulturprofil nu har en helt ny og ændret profil.

- Jeg ser den her koncert som et supplement og en overbygning på mange af de rigtigt gode musik- og kulturaktiviteter og initiativer, vi har i Odense. Og i den sammenhæng mener jeg, at der er tale om et supplement, der vil give opmærksomhed og nysgerrighed i forhold til Odense som by også uden for det fynske. Et fyrtårn, der vil trække mange øjne mod Odense og samtidig give byens borgere lejlighed til at tænke: Det kan vi altså også i Odense, siger Jan Boye.  

 

Det er EventHouse - en del af Odense Kommune, der er den praktiske og udførende kommunale part i Elton John-koncerten. EventHouse ser koncerten som optakt til sommerens aktiviteter i Odense og som et arrangement der dermed er med til at understrege byens i forvejen meget stærke musikliv.

 

- Vi arbejder således med en strategi, der sikrer, at koncerter som denne bliver tilbagevendende begivenheder, som optakt til sommersæsonens mange musikaktiviteter, fulgt op af eksempelvis en tilsvarende sæson-afslutningskoncert. Strategien søges gennemført med forskellige private og offentlige samarbejdspartnere, siger Claus Koch, Eventchef.  

 

Han fortsætter: - Det er et gammel drøm, der nu går i opfyldelse, at vi får mulighed for at møde et verdensnavn på scenen i Odense. Det er glædeligt, at det gennem et samarbejde mellem flere parter, nu er muligt for alvor at markere Odense som både musik- og festivalby. Jeg håber, at rigtigt mange får øjnene op for, at vi her i byen har et blomstrende musikliv med masser af kreative talenter. Vi fortjener virkelig at få fornemt besøg, og jeg ser frem til en festdag - en markant optakt til sommerens mange aktiviteter, siger Claus Koch.