Slut med uforståelige breve fra kommunen
Laaange sætninger, mærkelige ord og paragraffer - det er en saga blot, når Odense Kommune sender breve til byens borgere.
Det viser en helt ny undersøgelse, hvor analysefirmaet Wilke har taget temperaturen på kommunens kommunikation med borgerne.
Mere end 500 borgere er blevet spurgt om, hvordan de opfatter kommunens breve, telefonbetjening, hjemmeside, publikationer osv.
- Budskabet i undersøgelsen er, at vi generelt kan være godt tilfredse med vores kommunikationsaktiviteter. Kommunikationen – uanset om den er på tryk, elektronisk eller personlig – opleves som forståelig og præcis, fortæller Ole Worregård, der er fungerende kommunikationschef i Odense Kommune.
Han garanterer dog ikke, at der ikke kan dumpe et enkelt brev ind ad brevsprækken, der kan være svært at læse – men det skulle høre til undtagelserne.
- Undersøgelsen viser, at næsten hver anden i Odense læser de kommunale nyheder i Ugeavisen og at hovedparten er over 40 år.
Tilsvarende – og det er overraskende højt – har mere end halvdelen brugt kommunens hjemmeside indenfor de sidste seks måneder. Det er nyttige informationer i vores arbejde for at gøre kommunikationen med borgerne endnu mere målrettet, forklarer Ole Worregård.
Han lægger dog ikke skjul på, at der også er kritiske punkter i undersøgelsen: - Hjemmesiden kan blive endnu bedre og der er en klar kritik af vores telefonbetjening. Den ansvarlige for telefon-området, Borgerservicechef Hanne Sørud, er opmærksom på problemet: - Vi er allerede i gang med at forbedre betjeningen af de mange tusinde opkald vi håndterer dagligt. I den kommende tid ansætter vi flere medarbejdere og alle i Omstillingen skal igennem efteruddannelse i god borgerbetjening, fortæller Hanne Sørud.
Samtidig vil kommunens hjemmeside blive udbygget med flere kontaktoplysninger på afdelinger og nøglemedarbejdere. På den måde bliver det endnu nemmere at komme i direkte kontakt via telefon eller e-mail.
Flere oplysninger: Kontakt fungerende kommunikationschef Ole Worregård, tlf. 65 51 10 22. Undersøgelsen kan læses på www.odense.dk/kommunikation