Spring til indhold

Bedre indsats til udviklingshæmmede med alkoholmisbrug

Pressemeddelelse udsendt torsdag d. 2. februar 2006

 

Odense Kommunes Handicap- og Psykiatriafdeling og Fyns Amts Alkoholbehandlingscenter har lavet en samarbejdsaftale, der skal forbedre indsatsen overfor udviklingshæmmede med alkoholmisbrug.

 

I takt med at udviklingshæmmede i stort omfang lever et mere selvstændigt liv, med arbejde, fritid, egen bolig og retten til at bestemme over eget liv er der sket en stigning i antallet af udviklingshæmmede med alkoholmisbrug og afhængighed.

Odense Kommune har i samarbejde med Udviklings- og Formidlingscenteret på Handicapområdet og Fyns amts Alkoholbehandlingscenter arbejdet på at få afdækket problemstillingerne og se på hvilke muligheder, der er for at rådgive og vejlede og give behandlingstilbud til de udviklingshæmmede.

 

"Arbejdsgruppen har arbejdet med at afdække, hvad et misbrug egentlig er, hvilke signaler kan der være på et misbrug, hvad kan medarbejderne gøre, hvilke behandlingsmuligheder er der, og hvordan man kan forebygge, misbrugsproblemer opstår" udtaler Rådmand Søren Thorsager.

 

Arbejdet er mundet ud i en handlingsvejledning til medarbejderne på handicapområdet, som de har diskuteret på en temadag om udviklingshæmmede og alkohol.

"Det er et område, hvor der i høj grad mangler forskning og metoder, da de udviklingshæmmede, p.g.a deres handicap stiller andre krav til de professionelle i forhold til at finde hensigtsmæssige behandlingsmetoder. Det prøver vi at råde bod på i det nye samarbejde, hvor vi kan opsamle erfaringer og udvikle bedre metoder til at hjælpe de udviklingshæmmede med deres alkoholmisbrug".

 

Samarbejdet mellem medarbejderne i de kommunale tilbud og medarbejderne i Fyns Amts Alkoholbehandlingscenter er derfor en meget vigtig faktor for at få det bedste tilbud til den enkelte udviklingshæmmede og få erfaringer og udviklet metoder.

Samarbejdsaftalen er et helt nyt tiltag, og Rådmand Søren Thorsager kender ikke til lignende samarbejder på området.

"Det er, så vidt jeg ved første gang i Danmark, der er lavet en egentlig aftale om et tæt samarbejde på området. Aftalen sikrer, at der fremover kan gives behandlingstilbud og oplysende undervisningstilbud til den udviklingshæmmede og sikrer et tæt samarbejde mellem de professionelle. Samtidig betyder samarbejdsaftalen, at medarbejderne i tilbudene kan få rådgivning, supervision og undervisning af alkoholkonsulenten".

 

Både Fyns Amts Alkoholbehandlingscenter og Odense Kommunes Handicap- og Psykiatriafdelingen er meget glade for aftalen og har aftalt at mødes løbende for at fastholde fokus, udveksle erfaringer og udvikle samarbejdet.

 

Du kan få yderligere oplysninger ved at kontakte Kontorchef Else Bønding på telefon 65 51 39 61.