Spring til indhold
Nyhed

Odense Kommune indfører digital signatur som de første

16-06-2003

Som en af de første kommuner kan Odense Kommune den 19. juni 2003 indføre digital signatur i forbindelse med e-mail kommunikation.

Den digitale signatur, der er en "elektronisk underskrift", giver fordele for både borgere og for Odense Kommune.

- Det er et stort fremskridt, at vi nu kan udveksle informationer med borgerne på en sikker måde, siger borgmester Anker Boye.

- Det giver fuld fortrolighed omkring indholdet i en e-mail og samtidig sikkerhed for borgerens identitet. På sigt kan jeg se store perspektiver i denne teknik. I Odense Kommune vil vi nu målrettet gå efter at få flere selvbetjeningsmuligheder på vores hjemmeside.

- I dag er der jo stadig mange ansøgninger og lignende, hvor borgerne skal møde personligt op, eller skrive under og sende dokumenter med post.

- Den digitale signatur kan løse dette og gør det nemmere og hurtigere for borgerne, når de skal i kontakt med os. Omvendt kan vi spare kræfter på behandling af mange sager og i stedet fastholde en god service på andre områder, forudser Anker Boye.

Odense indfører allerede fra den første dag digital signatur på alle centrale e-mail postkasser i forvaltningerne og i skatteafdelingen. De nøjagtige e-mail adresser, der kan benyttes, kan ses på kommunens hjemmeside under “Selvbetjening”.

I første fase kan borgerne benytte den digitale signatur i forbindelse med e-mail og behandling af skattesager.

Det forventes dog, at flere anvendelsesmuligheder hurtigt vil blive taget i brug, f.eks. i forbindelse med selvbetjeningsløsninger på kommunens hjemmeside og ved udveksling af personfølsomme oplysninger.

Du kan læse mere om den digitale signatur på Odense Kommunes hjemmeside (www.odense.dk). Her er der også en vejledning samt link til Told og Skat samt TDC, hvor du kan få en gratis digital signatur.

Odense Kommune har indgået aftale med Tietoenator og TDC om levering af den digitale signatur, der også forventes indført i Helsingør og Århus Kommune.

Flere oplysninger: IT-chef Kristian Buhl Hansen på tlf.: 6551 1410 eller IT-konsulent John Bonnerup på tlf.: 6551 1412.