Spring til indhold
Nyhed

Odense og Svendborg samarbejder om Skatteankenævnssekretariat Fyn

04-08-2003
PRESSEMEDDELELSE udsendt den 4. august 2003

Den 5. august underskrives en banebrydende kontrakt mellem Fyns to største byer, Odense og Svendborg, og Skatteministeriet.

Fra den 1. september 2003 samarbejder de to byer nemlig om “Skatteankenævnssekretariat Fyn”, der skal servicere kommunernes skatteankenævn. Hvor den enkelte kommune tidligere havde sit eget sekretariat, skal hvert amt fremover have et fælles sekretariat, der servicerer alle kommunernes skatteankenævn.

Ved årets start opfordrede Skatteministeriet kommunerne til at “byde på” at oprette et skatteankenævnssekretariat. Flere fynske kommuner meldte sig, men Odense og Svendborg vandt opgaven til stor tilfredshed for begge byers borgmestre:

- Det er yderst glædeligt, at vi fik denne opgave. Vi vil gerne fremover have et endnu tættere fynsk samarbejde mellem “nord og syd” og Skatteankenævnssekretariatet er et skridt i den rigtige retning, siger Odenses bogmester, Anker Boye og Svendborgs borgmester Jørgen Henningsen.

Det nye fælles sekretariat får ingen praktisk betydning for skatteborgeren. Ønsker man at klage over sin skat, sender man fortsat klagen til sin kommunes skatteankenævn.

Det nye er, at det nu er et fælles sekretariat, der udarbejder sagsfremstillingen til det enkelte skatteankenævn. “Skatteankenævnssekretariat Fyn” skal bevæge sig rundt i de fynske kommuner som en slags mobilt kontor og deltage i møderne i de lokale skatteankenævn, for på den måde at yde den optimale service.

“Skatteankenævnssekretariat Fyn” er en selvstændig enhed, der er fuldstændig adskilt fra kommunernes skattekontorer. Sekretariatet har et kontor i Odense og et kontor i Svendborg.