Kåring af vinderen af Den Gyldne Cykelkæde
Det sidste halve år har medarbejderne på 29 virksomheder i Odense kørt byen tynd på 67 orange firmacykler. De er nemlig med i Odense Cykelbys kampagne: Firmacykler - ren energi til virksomheden.
Lørdag d. 21. september slutter kampagnen med overrækkelse af Den Gyldne Cykelkæde til den virksomhed, der har cyklet flest kilometer på firmacyklen.
Derudover trækker vi lod blandt de medarbejdere på vindervirksomheden, der har brugt cyklen, om en luksus cykelferie til Provence, Frankrig.
Præmieoverrækkelsen er en del af Cykelfesten på Flakhaven i anledning af den nationale Miljøtrafikuge.
Med kampagnen ønsker Odense Cykelby at sætte fokus på mulighederne for sund og miljøvenlig transport på de korte ture i arbejdstiden. Ansatte med stillesiddende arbejde kan både få motion og fornyet energi ved at tage cyklen frem for bilen i forbindelse med møder, kundebesøg eller ærinder i nærheden af virksomheden. Ofte er det tilmed hurtigere på en cykel, da man slipper for at lede efter en P-plads og holde i kø i bymidten.
Yderligere informationer om kampagnen og arrangementet på lørdag hos Marianne Weinreich eller Gitte Hyldahl Nielsen, Projektkonsulenter, Odense Cykelby, COGITA, Tlf.: 66 14 33 48, e-mail: mw@cogita.dk, ghn@cogita.dk eller Civilingeniør Troels Andersen, Park- og Vejafdelingen, tlf. 6551 2751.
Park- og Vejafdelingen
Nørregade 36 - 38
Odense Slot, indgang M
5000 Odense C
Tlf.: 66 13 13 72
Fax: 65 91 96 81
E-mail: pva.mtf@odense.dk