’Juni-erklæring’ for udviklingen af Odenses folkeskoler
I kølvandet på omfattende dialog med byen, blandt andet på fire velbesøgte borgermøder, går alle folkeskolens centrale aktører nu sammen om en række fælles idealer, indsatser og principper, der skal sikre, at folkeskolen stadig (og for endnu flere) er det foretrukne valg for Odenses børn og forældre i fremtiden.
Tidligere på året tog Borgmester Peter Rahbæk Juel og Børn- og Ungerådkvinde Susanne Crawley som en del af det budgetforberedende arbejde, initiativ til at samle alle centrale aktører bag folkeskolen i Odense – for i fællesskab at blive klogere på de centrale udfordringer, der presser folkeskolen.
Kredsen har bestået af Odense Lærerforening, Skolelederforeningen Odense, BUPL Fyn, PMF Fyn og Lærerstuderendes Landsråd Odense.
Det blev startskuddet til en række velbesøgte borgermøder på fire af Odenses folkeskoler, hvor mere end 500 forældre, lærere, skoleledere, pædagoger og elever deltog i samtalen om, hvordan vi løser folkeskolens centrale udfordringer – og skaber et endnu stærkere og mere attraktivt skoletilbud for byens elever og forældre.
På baggrund af de mange gode input og diskussioner på de fire borgermøder har kredsen udarbejdet en fælles erklæring, der udpeger en række langsigtede principper og idealer for udviklingen af Odenses folkeskoler – med en grundlæggende målsætning om, at forældre i Odense trygt skal kunne sende deres børn på en af byens folkeskoler velvidende, at de her får noget enestående med sig videre i livet.
Læs ’Juni-erklæringen’ i sin helhed ved at klikke her: Juni-erklæringen
Det samlede katalog over input og ideer, der blev præsenteret på de fire borgermøder her, kan findes på følgende link: Folkeskoleløftet - Opsamling på borgernes ønsker, tanker og idéer