Spring til indhold
Nyhed

Munkebjerg får 19,7 millioner kroner til at styrke lokalområdet og skolen

21-12-2023

19,7 millioner kroner skal styrke Munkebjerg og modernisere Munkebjergskolen. Den lokale velfærdsaftale for Munkebjerg er netop blevet godkendt af Odense Byråd. Læs mere om aftalen her.

Den lokale velfærdsaftale for Munkebjerg er blevet udarbejdet i samarbejde med et lokalt partnerskab og blev godkendt af Odense Byråd den 20. december 2023.

Som en del af Velfærdens Fundament, har Odense Byråd besluttet at afsætte 19,7 millioner kroner til at styrke Munkebjerg og modernisere Munkebjergskolen.

Den omfattende borgerinddragelse i Munkebjerg har vist, at der især er tre temaer, der er vigtige for borgerne: Mere natur i et centralt lokalområde, friluftsliv og leg for især de mindste samt bæredygtige byrum og sociale mødesteder.

- Munkebjergskolen står overfor betydelige forbedringer med blandt andet moderniseringen af mange af faglokalerne. Jeg glæder mig meget til at opleve, hvordan skolen kommer til at fungere som mødested for hele lokalområdet. Jeg er overbevist om, at de planlagte forbedringer både indenfor og omkring hallen, samt opgraderingen af skolens udeområde, vil skabe inspiration til mange givende timer i fællesskabets ånd, siger Andreas Møller, 1. viceborgmester og medlem af Odense Byråd.

Stor borgerinvolvering

Den 15. august 2023 blev der afholdt et online-møde med lokale foreninger og bestyrelser i Munkebjerg. Repræsentanter for foreninger og bestyrelser mv. kom med forslag og idéer til at styrke lokalområdet og Munkebjergskolen.  

Alle borgere i Munkebjerg havde i perioden fra den 9. august til og med den 24. august 2023 mulighed for at komme med deres forslag og idéer digitalt i en spørgeskemaundersøgelse. 886 borgere har bidraget ved at besvare spørgeskemaet. Det svarer til 12 procent af borgerne i området. 

På et borgermøde den 5. september 2023 fik de deltagende borgere lejlighed til at konkretisere og udvikle de idéer, der var kommet ind i forbindelse med spørgeskemaundersøgelsen og foreningsmødet. 

Den lokale velfærdsaftale for Munkebjerg er blevet udarbejdet i samarbejde med et lokalt partnerskab og blev godkendt af Odense Byråd den 20. december 2023.

 

Sådan fordeler pengene sig

Lokalområdet: 4,4 mio. kr.

Opgradering af Munkebjerghallen: 2.000.000 kr.
Udvikling af området bag skolens hal til et lokalt centrum: 500.000 kr.
Tilskud til Beboerhuset ved Godthåbsgade: 100.000 kr.
Udvikling af Munkedammen: 500.000 kr.
Opgradering af den grønne runddel ved Tesdorpfsvej med legeredskaber: 300.000 kr.
Opgradering af det grønne område ved Godthåbsgade: 390.000 kr.
Opgradering af Hinderuplundparken: 500.000 kr.
Modernisering af sløjdfaciliteter: 100.000 kr.

Modernisering af Munkebjergskolen: 10,6 mio. kr.

Modernisering af klasserum: 3.000.000 kr. 
Renovering og etablering af flere toiletter: 1.500.000 kr.
Modernisering af fysik- og kemilokalet: 1.600.000 kr.
Nytænkning og flytning af musiklokalet: 1.200.000 kr.
Etablering af et samlet håndværk- og designlokale: 1.000.000 kr.
Nytænkning og flytning af natur- og teknik til et nyt lokale: 800.000 kr.
Modernisering af bygningsmassen over gymnastiksalen: 900.000 kr.
Nytænkning af personalekøkkenet og garderobe: 600.000 kr.

Vedligehold af Munkebjergskolen: 4,7 mio. kr.

Opgradering af CTS (styring af varme og ventilation) 
Renovering af ventilationsanlæg 
Lovliggørelse af brandvej 
Opretning af flisebelægning 

Se hele aftalen på odense.dk/munkebjerg.

 

LÆS MERE: Hovedpunkter fra den lokale aftale for Munkebjerg
LÆS MERE: Læs hele den lokale aftale for Munkebjerg 

 

Borgmesterforvaltningen