Tre rådgivere er udpeget til at give bud på grøn mobilitetsplan
Som en del af byrådets ambition om et klimaneutralt Odense skal der udarbejdes en grøn mobilitetsplan for trafikken. Tre rådgivere er valgt til at komme med hvert deres forslag.
En ny grøn mobilitetsplan skal reducere CO2-udledningen i Odense og bidrage til at nå byrådets mål om, at Odense senest i 2030 skal være klimaneutral.
Klima- og Miljøforvaltningen i Odense Kommune har nu udpeget de tre rådgivere, der skal give hvert deres bud på en mobilitetsplan.
De tre rådgivere er:
- Team JaJa, der består af rådgivere fra JaJa Architects, Via Trafik og Grøn Mobilitet v. Susanne Krawack
- Team Niras, der består af rådgivere fra Niras
- Team Urban Creators, der består af rådgivere fra Urban Creators, Gehl, Moe og Incentive
Den nye plan for trafikken i Odense skal give en CO2-reduktion på 107.000 tons om året fra 2030 – det svarer til 46 % af udledningen fra trafikken. Mobilitetsplanen skal samtidig sikre, at Odense fortsat er en attraktiv og levende storby, og at den bæredygtige trafik bliver det hurtigste og mest attraktive valg i hverdagen.
Der er opstillet i alt ni forudsætninger, som rådgiverne skal tage højde for i deres arbejde med mobilitetsplanen.
Forudsætningerne er følgende:
1) Kommunen skal være levende og fungere
2) Odense Kommune skal indrettes klimavenligt og bæredygtigt
3) Der skal rammesættes et nyt mobilitetshierarki, der fremmer gang, cykel og kollektiv trafik
4) Den bæredygtige trafik skal prioriteres over den fossildrevne trafik
5) Flere skal gå og cykle
6) Flere skal benytte den kollektive transport i Odense
7) Flere nulemissionskøretøjer i Odense
8) Det skal være nemt at bo og pendle til og fra Odense uden at eje en bil
9) Brugen af personbiler skal gøres smartere og mere klimavenlig.
Det var i sommeren 2020, at Odense Byråd besluttede, at Odense senest i 2030 skal være klimaneutral. Senere fulgte den første klimahandleplan med en række indsatser, der skal reducere udledningen af CO2, og et enigt Odense Byråd har netop vedtaget Klimahandleplan 2023.
I begge planer indgår en ny og grøn mobilitetsplan som et af de initiativer, der til sammen skal mindske klimaaftrykket i Odense med 502.000 ton CO2 årligt fra 2030.
De tre rådgivere forventes at præsentere offentligheden for deres forslag til en mobilitetsplan i begyndelsen af marts 2023.
Læs mere om Klimahandleplan 2023 og initiativet “En ny grøn mobilitetsplan for Odense”