Nyhed
Betal nemt din kommune direkte fra hjemmesiden
Odense Kommune indfører en nem og enkel betalingsløsning for borgere og virksomheder, så du kan se og betale alle dine kommunale regninger direkte fra kommunens hjemmeside. Nu kan du også betale med MobilePay.
Er opkrævningen til børnenes musikskole blevet væk? Eller har du fået et biblioteksgebyr og ikke fået det betalt? Nu kan du via Odense Kommunes hjemmeside betale de kommunale regninger.
Du kan på siden få det fulde overblik over, hvad du skylder kommunen og med et enkelt tryk på knappen ”Betal nu” vælge den/de regninger, du ønsker at betale.
Det kan eksempelvis være:
- ejendomsskatter
- børnepasning
- madlevering
- kirkegårdsydelser
- lån til indskud
- byggesagsgebyr
Du kan både betale med kort og MobilePay, uanset om du bruger computer eller mobil. Du kan også tilmelde regninger til Betalingsservice udenom din netbank.
”Betal din kommune” skal sikre, at det er nemt og enkelt som borger og virksomhed at betale sit mellemværende til Odense Kommune.