23,5 millioner fordelt: Den lokale aftale for Tarup er nu på plads
Velfærdens Fundament er nået til Tarup, hvor den lokale aftale netop er blevet godkendt af Odense Byråd. Læs mere om aftalen her.
Som en del af Velfærdens Fundament, har Odense Byråd besluttet at afsætte 23,5 millioner kroner til at styrke Tarup med Tarup Skole som omdrejningspunkt for lokalområdet. Der vil både blive investeret i tiltag rundt omkring i Tarup og i en modernisering af Tarup Skole.
Odense Byråd har besluttet at investere 1,8 milliarder kroner i velfærden frem mod 2030. Heraf 625 millioner kroner til lokalsamfund samt vedligehold og modernisering af byens folkeskoler. Bag aftalen står et samlet byråd.
Et løft af hverdagen
Den 26. april 2022 blev der afholdt et online-møde med lokale foreninger og bestyrelser i Tarup. Repræsentanter for foreninger og bestyrelser mv. kom med forslag og idéer til at styrke lokalområdet og Tarup Skole.
Alle borgere i Tarup havde i perioden fra den 26. april - 11. maj 2022 mulighed for at komme med deres forslag og idéer digitalt i en spørgeskemaundersøgelse. 1.124 borgere har bidraget ved at besvare spørgeskemaet. Det svarer til 15 procent af borgerne i området.
På et borgermøde den 30. maj 2022 fik de deltagende borgere lejlighed til at konkretisere og udvikle de idéer, der var kommet ind i forbindelse med spørgeskemaundersøgelsen.
Der har generelt været et meget stort engagement fra borgernes side til at bidrage til udviklingen af lokalområdet.
Den omfattende borgerinddragelse i Tarup har vist, at borgernes drømme og idéer overordnet set har fokus på tre temaer: Mødesteder til de unge og på tværs af aldersgrupper, vild lokal natur samt infrastruktur og sikker skolevej.
Den lokale aftale for Tarup blev godkendt af Odense Byråd den 28. september 2022.
Borgere i Paarup Skoles distrikt havde et lignende forløb i januar 2022.
FAKTA
Sådan fordeler pengene sig:
Lokalområdet: 4,41 mio. kr.
Tilskud til kickstart af Tarup Skole som lokalområdets mødested: 200.000 kr.
Opgradering af skolens udeområde: 1.860.000 kr.
Opgradering af gymnastiksalens funktioner: 1.000.000 kr.
En kærlig hånd til naturen: 660.000 kr.
Legeplads ved Bøgeløkken: 500.000 kr.
Aflåste skabe til skolens og foreningernes udstyr/materialer: 140.000 kr.
Etablering af faldunderlag til forhindringsbane i Snapindskoven: 50.000 kr.
Modernisering af Tarup Skole: 8,04 mio. kr.
Akustikregulering i aulaen: 1.000.000 kr.
Samling af udskolingen i nyt fagligt miljø: 5.200.000 kr.
Opgradering af faglokale til billedkunst: 300.000 kr.
Opgradering af faglokale til håndværk og design: 500.000 kr.
Etablering af krea- og musiklokaler på Østrupvej: 300.000 kr.
Opgradering af skolens udeområder: 200.000 kr.
Lys på skolens udeområde: 500.000 kr.
Etablering af varmt vand i faglokaler til fysik/kemi og biologi: 40.000 kr.
Vedligehold af Tarup Skole: 11 mio. kr.
Nyt tag på Østrupvej
CTS – anlæg (styring af varme og ventilation) optimeres/renoveres
Udskiftning af indvendige døre
Omfugning af murværk på Østrupvej
Udskiftning af vand- og varmerør i kælder
Se hele aftalen på odense.dk/tarup.
LÆS MERE: Hovedpunkter fra den lokale aftale for Tarup
LÆS MERE: Læs hele den lokale aftale for Tarup