En kærlig hånd til Odenses lokalområder
Nu sætter Odense Byråd gang i en flerårig indsats for at styrke de fysiske rammer for fællesskab i Odenses lokalområder. Det skal ske i tæt dialog og samarbejde med både borgere, foreninger og skoler i alle Odenses lokalområder.
Over de næste tre år vil byrådet indgå helt nye lokale aftaler med hvert lokalområde i Odense for et samlet beløb på 625 millioner kroner. Du kan være med til at forme aftalerne og få indflydelse på udviklingen af netop dit lokalområde.
En investering i velfærd er en fælles sag
De nye lokale aftaler er en del af aftalen Velfærdens Fundament, som byrådet indgik i juni 2020. Her besluttede byrådet at investere hele 1,8 milliarder kroner i velfærdens fysiske rammer frem mod 2030.
Beslutningen hviler på en aftale indgået af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Enhedslisten.
Pengene skal gå til at løfte byens mange bydele og lokalområder samt vedligeholdelse og modernisering af vuggestuer, børnehaver, folkeskoler, plejecentre, plejeboliger og handicaptilbud i hele Odense.
Det er den største enkeltstående anlægsinvestering i velfærden nogensinde i Odense. Der er nu behov for at involvere alle borgere i Odense i en fælles samtale om, hvordan vi investerer midlerne bedst til gavn for de enkelte lokalområder.
Et løft af folkeskolen er et løft af lokalområdet
Odense skal fortsat være kendt for stærke lokalområder med folkeskolen som omdrejningspunkt. Det skal være naturligt for foreninger og borgergrupper at mødes på skolen. Der skal være liv og aktivitet i skolens bygninger – også efter skoletid. Kort sagt, nøglen til skolen skal tilbage til lokalsamfundet.
Med Velfærdens Fundament er der afsat en halv milliard til vedligehold og modernisering af byens skoler og 125 millioner kroner til at styrke lokalområderne. I alt 625 millioner kroner til at styrke Odenses lokalområder med folkeskolen som samlingspunkt for det lokale liv.
Nu er spørgsmålet: Hvordan kan vi bruge midlerne til at styrke livet og sammenholdet i netop dit lokalområde? Og hvordan gør vi folkeskolen til et stærkere dagligt omdrejningspunkt for fællesskab i dit lokalområde?
Det vil byrådet gerne tale med dig og andre engagerede borgere om. Vi vil gerne i dialog med både unge og børnefamilier, grundejerforeninger og seniorklubber, idræts- kultur- og fritidsforeninger og selvfølgelig skolen. Alle, som har et engagement i lokalområdet.
Få indflydelse på dit lokalområde
Vi vil samle jeres bidrag, gode idéer og forslag, så vi kan nå frem til en fælles aftale om, hvordan midlerne skal bruges til gavn for både folkeskolen og lokalområdet.
I Odense er vi mange lokalområder, og hvert område er unikt. Byrådet vil derfor indgå lokale aftaler med et lokalområde ad gangen. Aftalerne vil blive indgået mellem Odense Byråd og et udvalg af lokale repræsentanter fra hvert lokalområde. I aftalen vil byrådet forpligte sig til at tilføre midler og ressourcer til lokalområdets udvikling.
Hvornår starter samtalen i dit lokalområde?
De lokale aftaler er delt op efter skoledistrikter. Det er ikke muligt at nå ud til alle lokalområder på én gang. Men her kan du se, hvornår byrådet starter samtalen i dit område:
- År 2021: Spurvelundskolen, Provstegårdsskolen, Sanderumskolen, Næsby Skole, Dalumskolen, Korup Skole, Højmeskolen, Enghaveskolen og Nørrebjergskolen + *Ubberud Skole
- År 2022: Paarup Skole, Risingskolen, Kroggårdsskolen, Agedrup Skole, Tarup Skole, Seden Skole, Åløkkeskolen, Rosengårdskolen, Søhusskolen, Rasmus Rask-Skolen, Hunderupskolen og Sct. Hans Skole
- År 2023: Højby Skole, Ejerslykkeskolen, Stige Skole, Skt. Klemensskolen, Holluf Pile Skole, Vestre Skole, Tingløkkeskolen, Munkebjergskolen, Hjalleseskolen, Tingkærskolen, Lumby Skole**
*Ubberud Skole får aftale efter tidligere model på samme måde som Lumby Skole i 2020
**Kun vedligehold og modernisering af skolen, da der i 2020 er indgået en lokalaftale for Lumby.
Abildgaardskolen vedligeholdes og moderniseres særskilt som en del af omlægningen af Vollsmose.
Mere information
Har du spørgsmål, er du velkommen til at skrive på velfaerd@odense.dk
Du kan også finde mere information på odense.dk/velfaerd