Spring til indhold
Nyhed

Covid-19: Coronasmitte i Vollsmose lukker Abildgårdskolen og H.C. Andersenskolen

26-02-2021

Udbredt smitte i Vollsmose lukker lokalområdets to skoler. I første omgang fra på mandag og en uge frem, men det vurderes løbende.

Beredskabet i Odense Kommune har længe haft smitteudviklingen i området under skærpet tilsyn og indført en række særlige indsatser, bl.a. øget testmulighed torsdag og fredag hos Regionens testbiler. De indsatser forøges nu, hvor det i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed er besluttet midlertidigt at lukke Abildgårdskolen og H.C. Andersenskolen. Daginstitutionerne i området er under skærpet opmærksomhed, hvor situationen vurderes på daglig basis. 

 

Forårs-SFO-start på Abildgårdskolen udskudt

Pga. nedlukningen af de to skoler, så kan de børn, der skulle have startet i Forårs-SFO på Abildgårdskolen ikke starte på mandag, som ellers planlagt. Familier med børn, der skulle have startet i Forårs-SFO på skolen og som har et pasningsbehov, kan blive i deres børnehus indtil det er muligt at starte i Forårs-SFO.

Forældre bedes holde øje med Aula, hvor man vil få besked fra skole eller børnehus.

Børn- og Ungeforvaltningen