Nedlukning af skoler, dagtilbud og øvrige tilbud til børn og unge (opdateret kl. 10.43)
I Odense Kommune lukker skoler og SFO, dagtilbud herunder dagplejen, fritids- og ungdomsklubber, musik- og ungdomsskoletilbud mv. mandag morgen.
Statsministeren og de nationale myndigheder har onsdag aften den 11. marts 2020 besluttet, at alle ikke-vitale offentlige funktioner lukker fra mandag den 16. marts og 14 dage frem, i første omgang.
For Odense Kommune betyder det, at både skoler og SFO, dagtilbud herunder dagplejen, fritids- og ungdomsklubber, musik- og ungdomsskoletilbud mv. lukker mandag.
Statsministeren har på sit pressemøde opfordret alle forældre til at holde deres børn hjemme allerede fra torsdag den 12. marts 2020, hvis muligt. Skoler og dagtilbud har dog åbent denne dag og børn kan møde op.
Situationen er ekstraordinær og alle arbejder på højtryk for at finde de gode løsninger. Det betyder, at informationen kommer løbende til forældre, og ellers kan man følge med her. Også om det kommende nødberedskab, som er ved at blive sat i værk. Her afventer vi detaljerne af den straks-lovgivning som er på vej.
Nødpasning i Odense
Nødpasning gælder for 0-9-årige børn, hvis forældre varetager kritiske funktioner i det offentlige, eller som er ansat i en privat virksomhed, der ikke har hjemsendt medarbejdere. Forældrene skal have afsøgt andre pasningsmuligheder.
Børn og unge, der har særlige pædagogiske eller behandlingsmæssige behov har også ret til nødpasning. På specialområdet tilbydes nødpasning til alle børn uanset alder, men stadig ud fra ovenstående kriterier og med anbefalingen om, at man holder sit barn hjemme, hvis man har mulighed for det.
Læs mere om nødberedskabet for børn og unge her.
De nærmere lokationer bliver meldt ud hurtigst muligt og via jeres nuværende skole eller pasningstilbud, når det er på plads. Det betyder, at du vil blive orienteret om muligheden for nødpasning, så snart vi ved hvor og hvordan.
Hold dig opdateret
Hold dig altid opdateret hos myndighederne og i pressen om situationens udvikling. Hjemmesiden coronasmitte.dk samler viden fra alle myndigheder og opdateres løbende. På www.odense.dk/corona opdaterer vi også løbende.
Det er en særlig situation, som kræver særlig tålmodighed og godt samarbejde fra alle, så vi kan passe på hinanden. Vi har ikke alle svar lige nu, men arbejder på at finde dem.