Spring til indhold
Nyhed

Sådan sker det: Gradvis genåbning af skoler og dagtilbud i Odense

09-04-2020

Fra onsdag den 15. april tager Odenses folkeskoler og dagtilbud de første forsigtige skridt mod at åbne dørene for børnene igen. De yngste skoleelever op til 1. klasse får lov til at starte, og i takt med at lokaler, udearealer, hygiejnehensyn og personalet er klar, vil alle andre fra vuggestue og dagpleje til 5. klasse gradvist vende tilbage.

Odenses knap 20.000 børn fra vuggestuealderen til 5. klasse kan så småt begynde at glæde sig til at se deres pædagoger, lærere og klassekammerater igen. Fra på onsdag d.15. april indledes den langsomme opstart, hvor de yngste fra forårsSFO, 0. og 1. klasse får lov at starte i skole. 

Ugen efter får de gradvist selskab af flere elever fra 2. til 5. klasse, når skolerne hygiejne- og personalemæssigt er klar. Det bliver afgørende for, hvornår og hvordan den enkelte skole eller dagtilbud lukker dørene op. Derfor må der forventes lokale forskelle.

 

  • Skolerne vil d. 15. april være åbne for elever i forårsSFO, 0. og 1. klasse. 
  • Her vil der desuden også være pasning for de elever på 2. og 3. årgang, der har særlige behov eller hvis forældre varetager samfundskritiske funktioner eller arbejder i det private uden mulighed for at holde børnene hjemme. 
  • I uge 17 vil der ske en gradvis åbning for 2.-5. årgang samt kommunens specialtilbud.  
  • Alle forældre vil modtage en besked i Aula, der fortæller dem om, hvordan det præcis kommer til at foregå på deres barns skole. 

 

Dagtilbud åbner fuldt fra fredag den 17. april 

I dagplejen, vuggestuerne og børnehaverne vil der den 15. og den 16. april være pasning for de børn, der har et ekstraordinært behov for det eller hvis forældre arbejder i samfundskritiske funktioner eller på private arbejdspladser, hvor de ikke er hjemsendt. 

 

  • Fra fredag d. 17. april åbnes dørene for alle børn og forældre med de nye retningslinjer for rengøring, hygiejne, håndvask og ikke mindst, hvordan børnenes hverdag organiseres i mindre grupper både ude og inde.
  • Alle småbørnsforældre vil via MitBarn eller e-Boks blive bedt om at angive, om og hvornår de har brug for pasning fra d. 17. april. 

     

Der opdateres løbende på Odense Kommune hjemmeside www.odense.dk/corona. 
Forældre vil også få direkte besked i Aula, Mit Barn eller e-Boks, når der er nyt om den konkrete opstart lige præcis det sted, hvor de hører til. 

Her kan du læse mere om genåbning i skoler og dagtilbud.

Børn- og Ungeforvaltningen