Spring til indhold
Nyhed

Harry Potter Festival skal have nyt navn

10-07-2018

Odenses Harry Potter Festival er blevet en kæmpe succes med gæster fra Danmark og udlandet. Nu har rettighedshaveren, Warner Bros. Studios, bedt om, at Harry Potter-navnet ikke længere anvendes. Festivalen fortsætter sin udvikling i ny retning og under nyt navn.

Det begyndte med et lille aftenarrangement på Næsby Bibliotek for 15 år siden. Dengang kunne ingen forudse, at det ville udvikle sig til en stor og landskendt festival med Harry Potter som omdrejningspunkt - men nogle idéer er bare magiske.

I dag er Harry Potter Festival blevet en kendt Odense-begivenhed, og sådan skal det fortsat være. Imidlertid er udvikling også forandring, og fremover vil festivalen udvikle sig under et nyt navn.

- Vi har gennem årene været i løbende dialog med Warner Bros. Studios, som administrerer alle rettigheder vedrørende Harry Potter-universet. Dialogen har været positiv, og vi respekterer selvfølgelig, at selskabet nu vurderer, at festivalen har nået en størrelse og udbredelse, som betyder, at de beder os om at ændre navnet fremadrettet, siger Kent Skov Andreasen, chef for Odense Biblioteker og Borgerservice

Den proces begynder nu - og der er brug for idéer og input fra de mange Harry Potter-fans, som har gjort festivalen til den store succes, som den er blevet.

- Harry Potter Festivalen er fantastisk, og det skyldes i høj grad den glæde, begejstring og engagement, som de mange gæster og frivillige har mødt festivalen med. Det er dem, der driver værket, og derfor skal de naturligvis inddrages i, hvad festivalen og de andre elementer - f.eks. møntfoden - fremover skal hedde, siger festivalens projektleder Søren Dahl Mortensen.
 
Man kunne fristes til at kalde den Festivalen-hvis-navn-ikke-må-nævnes, men foreløbig har Odense Bibliotekerne givet festivalen arbejdstitlen Magiske Dage i Odense. Herfra arbejdes der intenst videre med det endelige navn og den fremtidige form hen mod den 18. til 20. oktober 2018.

Alle fans opfordres til at gå ind på festivalens Facebook-side - fb.me/magiskedageodense - hvor det er muligt at komme med navneforslag og andre gode idéer. Herudover vil der her løbende komme nyheder om efterårets store magiske begivenhed i Odense.
 

Kontaktinformation

Kent Skov Andreasen, chef for Biblioteker og Borgerservice, tlf. 20 12 44 00

Søren Dahl Mortensen, projektleder for festivalen, tlf. 23 41 39 15

By- og Kulturforvaltningen