Afbrændingsforbud i Odense Kommune er ophævet
Forbud ophævet med virkning fra 13. august 2018 kl. 17:00:
Beredskab Fyn udstedte den 6. juni 2018 et afbrændingsforbud gældende for de 9 kommuner som ligger inden for Beredskab Fyns område.
Forbuddet blev udstedet i medfør af:
§5 i Forsvarsministeriets bekendtgørelse nr. 1339 af 10. december 2014 om brandværnsforanstaltninger ved afbrænding, brug af ild, lys, varmekilder m.v.
Ud fra en samlet vurdering af de nuværende vejrmæssige forhold, herunder tørkeindekset og faldet nedbør, ophæves afbrændingsforbuddet i Odense Kommune med virkning fra og med den 13. august 2018 kl. 17:00.
Forsigtighed og sund fornuft
Beredskab Fyn opfordrer generelt til, at man udviser agtpågivenhed ved brug af bål, grill og åben ild.
Vær særligt opmærksom på:
Brug af grill, bål og rygning i naturen:
Vær opmærksom på at cigaretskodder ikke smides i naturen, og medbring derfor i stedet gerne en lille dåse eller andet, så de kan tages med hjem. Bruger du grill eller tænder bål på steder, hvor det i øvrigt er tilladt, så sørg for at pladsen er tilstrækkelig stor til, at der ikke kan gå ild i omgivelserne, og at der er vand i nærheden, så en eventuel lille brand kan slukkes.
Forlad ikke grill eller bål før alle gløder er helt slukket og vær opmærksom på, at gløder kan ”brænde videre” i flere timer.
Brug af skraldespande:
Pas på med at smide kul og aske fra brændeovne, grill og bål i skraldespande, før det er helt slukket. Tag i stedet den brugte engangsgrill med hjem, hvor den skal køle helt af, inden den smides ud. Vær i øvrigt opmærksom på at sand under en grill bliver meget varmt og kan bevare varme længe efter, grillen er flyttet.
Arbejde i naturen:
Sørg stadig for at have slukningsmidler med på marker og i skove, rens og vedligehold maskinerne med jævne mellemrum og vær gerne flere personer på det samme arbejdssted.
Brug af ukrudtsbrændere:
Vær opmærksom på at der stadigvæk kan være tørt når du bruger ukrudtsbrænder. Brug kun ukrudtsbrænderen, når planter og jord er fugtig. Pas på når det blæser meget. Hold god afstand til letantændeligt materiale, fx hække og bunker af tørre blade. Ukrudtet skal kun svitses kortvarigt, ikke brændes væk. Tjek efterfølgende for gløder – er der gløder, skal de slukkes. Gå aldrig fra en tændt ukrudtsbrænder. Stil den slukkede, varme ukrudtsbrænder på et underlag, der kan tale varme, og afmonter gasflasken eller gasdåsen.
Beredskab Fyn 13. august 2018