Spring til indhold
Nyhed

Odenseanerne skal kende byggeprojekter for 25. mia. kroner

21-05-2013

I pinsen dumpede der en folder om fremtidens Odense ind af de odenseanske brevsprækker. Formålet er at informere borgerne om de mange store byggeprojekter, der vil præge bybilledet i Odense frem til 2020.

 

100 nye odenseanere om måneden. Investeringer for 25 milliarder kroner. 38.000 nye jobs og en række store byggeprojekter. Det er, hvad der står på menuen for Odense de kommende år. Men indtil nu har det primært været særlige interessenter, investorer, naboer og andre særligt interesserede, der har kendt hele menukortet.

 

Det skal der nu laves om på i takt med, at det odenseanske bybillede langsomt fyldes med gravende arkæologer, kraner og byggepladser. Derfor har Odense kommune nu sendt en folder ud til samtlige hustande i Odense. En folder, der skal give borgerne et visuelt overblik over de mange nye projekter i byen.

 

Stadsdirektør Jørgen Clausen fortæller, at pjecen netop er timet i forhold til, at alle projekterne nu begynder at blive synlige i gadebilledet:

 

- Når byen står over for historiske forandringer, så skal borgerne også kende til det. Borgerne skal vide, hvorfor vi graver og laver om på byen. Indtil nu har vi brugt mange kræfter på at tale med interessenter og investorer, men nu begynder projekterne at påvirke borgernes hverdag. Derfor retter vi nu vores kommunikation mod borgerne, siger Odenses stadsdirektør Jørgen Clausen.

 

Informationsindsatsen begynder med folderen og lanceringen af en hjemmeside fredag den 17. maj. Henover sommeren vil det blive fulgt op med en række aktiviteter, hvor borgerne blandt andet kan komme med politikere og andre på sightseeing, børnene kan deltage i en konkurrence om at tegne verdens bedste by, eller man kan møde en byudviklingsstand på havnekulturfestivalen. Man kan løbende følge med i aktiviteterne på hjemmesiden www.odense.dk/storby

 

- Vi står i en situation, hvor vi nøje overvejer, hvad vi som kommune bruger penge på. Med de forandringer af byen byrådet har besluttet, vurderer vi, at det er nødvendigt at informere borgerne. Folderen koster 3.25 kr. pr. hustand. Og det skal altså sammenholdes med, at der skal investeres og bygges for 25 milliarder kroner i byen. Arkæologer har taget det første spadestik ved Thomas B. Thriges gade. Odins Bro står klar til næste sommer og letbanen er for alvor ved at tage form. Det er nogle helt afgørende skridt, byen tager. Det skal vi selvfølgelig være gode til at holde borgerne informeret om,” siger stadsdirektør Jørgen Clausen.


Læs mere på odense.dk/storby