Fra støvet p-møde til mangfoldig markedsdag
Under Seniorhusets smukke bjælkeloft samledes i dag ca. 500 pensionister og kommende pensionister til et anderledes informationsmøde om, hvad Odense byder på, når man runder de 65 år.
Informationsmøder i nye klæder
I dag var der budt til åbent hus og informationsmøde i Seniorhus Odense, og de inviterede var Odenses nye og kommende pensionister.
Det er de tidligere pensionsmøder, også kendt som p-møder, som Borgerservice i samarbejde med Ældre- og Handicapforvaltningen, Seniorhuset og Ældrerådet nu har fornyet og tilpasset efterspørgslen blandt målgruppen.
- De gamle p-møder var blevet lidt støvede med tiden, og derfor satte vi os for at skabe en ny form for møde, der i højere grad tager udgangspunkt i det, den enkelte ønsker at vide mere om. Pensionister er i dag aktive og digitale, og det har vi forsøgt at lade de nye informationsmøder afspejle, fortæller Mie Lintrup fra BorgerServiceCentret.
Mødet bød bl.a. på en markedsplads med 15 stande, der talte alt fra Røde Kors til Ældreidrættens Hus og mange andre frivillige foreninger. Alle med det formål at informere om de mange muligheder og udfordringer, livet efter de 65 år byder på. Der var fx hjælp at hente, hvis man ønsker at blive en haj til at læse digital post, gå på netbank, oprette NemID eller finde rundt i Paletten, som er kommunens nye hjemmeside med et væld af tilbud til bl.a. seniorer.
Inden Seniorhusets café begyndte at dufte af friskbagt kringle, bød dagen også på informationsmøder med oplæg fra Odense Kommune og Ældrerådet og guidet rundvisning i Seniorhuset. De mange fremmødte var meget tilfredse med dagens udbytte.
64-årige Henning Knudsen brugte dagen på at opstøve generel information om det at blive pensionist – men han var samtidig på udkig efter en mulig ny fritidsaktivitet:
- Informationsmødet var godt og informerende, og så er det meget behageligt, at man selv kan gå rundt og finde information om det, man nu ønsker information om. Jeg vil gerne vide, hvilke muligheder der er for mig og min kone, nu når vi går på pension.
|
Henning Knudsen, en af de mange besøgende på dagens informationsmøde for pensionister. |
Kommende møder
Seniorinformationsmøderne afholdes løbende. Næste gang er torsdag den 21. marts og onsdag den 22. maj, begge gange kl. 9.30-13.00 i Seniorhuset, Toldbodgade 5-7. Se mere på odense.dk/seniorinformation
Seniorhuset summede af liv, da godt 500 nuværende og kommende pensionister i dag var til informationsmøde.