Spring til indhold
Nyhed

Fjordens Dag 8. september - kom og vær med!

29-08-2013

Kom og deltag i Danmarks største naturarrangement den 8. september. Over 300 aktive deler ud af deres viden gennem sjove og inspirerende aktiviteter.


Fjordens Dag 2013Fyns største friluftsevent inviterer søndag den 8. september mellem klokken 10 og 16 til endnu et brag af en oplevelse. Rundt om Odense og Kerteminde fjorde vil der igen i år summe af liv, når over 300 aktive deler ud af deres viden gennem sjove og inspirerende aktiviteter. I år er vi specielt stolte af at kunne præsentere vores nye naturkasser, som er blevet en realitet med støtte fra Friluftsrådet. Kasserne bliver fyldt med lækkert friluftsgrej, som gør turen i det grønne til en oplevelse. Der vil være bøger, bålgrej og et stjernetelt, så vejret ikke skal bestemme om dagen skal foregå ude i naturen. Kassen kan lånes af alle større grupper, men primært institutioner.

I Odense byder Seden Strandby på bl.a. genbrugsværksteder, SUB-boards og hyggelig stemning på plænen ved det lave børnevenlige vand. På Stige Ø åbner Anker Boye pladsen kl. 10.00, og der kommer gang i den, når bl.a. square dansere, spejdere og volleyball-foreninger rykker ind og sætter friluftslivet i højsædet. Der vil dog også være tilbud i lidt langsommer tempo; kom f.eks.
forbi og rør et pindsvin hos KFUM-spejderne eller vær arkæolog for en dag ved Møntergårdens stand. Havnegade har som noget nyt i år åbent hus med rundvisning i det nye miljørigtige havnehus på Noatunvej ved Odins Bro. Hvis man vil med på denne spændende tur med husets ingeniører, skal man huske at tilmelde sig på vores facebook-side eller på hjemmesiden www.fjordensdag.dk.

Kerteminde og omegn kan i år byde på søredningsfartøj, god musik, lækre specialiteter, friluftsaktiviteter, vikingeskib, smuk kunst, børneaktiviteter og meget meget mere i den skønne natur omkring fjordene. Husk præmieoverrækkelsen til vores unge plakatkunstner som borgmester Sonja Rasmussen står for ude ved Lodshuse. Fjordens Dag i Kerteminde er rykket til Eventpladsen, så de mange aktiviteter kan nydes sammen med den idylliske stemning ved vandet.

Enebærodde byder i år på konkurrence for de unge og for børnene. Mountainbike-race og klatrebaner klares på tid, måske er du den heldige vinder af lækre præmier fra Danish Outdoor eller BIC.

Klintebjerg og Vigelsø skaber rammen om dejlige oplevelser i naturen. Sejl med den lille båd til Vigelsø og gå på opdagelse med naturskolen på den lille ø. Klintebjerg er igen i år proppet med aktiviteter, og som noget nyt bliver der falkeopvisning.

I år vil Fjordens Dag bede de mange besøgende om hjælp til at gøre arrangementet til en endnu større oplevelse. Udfyld et spørgeskema på Fjordens Dag eller på hjemmeside i uge 36, og vær med i konkurrencen om en lækker rygsæk eller sovepose fra Summit Shop eller billetter til Odense Åfart.

Tag på cykeltur, ro i kajak, ræs på mountainbike, udfordre dig selv i træerne, bryg en snaps, slå til en volleybold, tænd et bål, jagt en geocashe, dans en squaredans, udforsk vikingerne og vi kunne blive ved. Fjordens Dag 2013 er helt vild. Du kan ikke undgå at blive vild med fjorden!

Programmet for Fjordens Dag 2013 kan ses på hjemmesiden www.fjordensdag.dk eller findes på biblioteker, turistbureauer og skoler.

    

NATUREN KOMMER TIL BYEN

Som noget helt specielt i år kickstarter Fjordens Dag og Naturens Dag deres arrangementer på Flakhaven den 3. september mellem kl. 14 og 18. Kom forbi og oplev natur formidlet af Danmarks Naturfredningsforening, Fjord & Bælt og Fjordens Dag. Smag grillet natur, rør ved fisk og se hvor spændende natur kan være.Det bliver helt vildt!