Spring til indhold
Nyhed

Plads til alle Odenses hjemløse i vinterkulden

03-02-2012

Ingen hjemløse i Odense behøver at fryse i det kolde vintervejr. Der er pladser at få på byens forsorgshjem og varmestuer.    

Forsorgshjemmet St. Dannesbo har 6-8 ledige pladser, Kirkens Korshærs Herberg i Benediktgade har 6 ledige pladser og Natvarmestuen i Østergade har 25 faste pladser. Hertil er der 25 ekstra pladser som er finansieret via de såkaldte ”kuldepenge” fra Socialministeriet. 

Lederne fra byens forsorgshjem og varmestuer kan oplyse, at ingen hjemløse bliver afvist. Det gælder både danske hjemløse og hjemløse fra udlandet.  Alle der henvender sig får både mad og en soveplads. Der vil også blive sørget for viderehenvisning til forsorgshjemspladser, hvis nogen ønsker det. Der kan indkaldes ekstra mandskab, hvis behovet opstår.  

Kommunens opsøgende team og medarbejdere fra forsorgshjemmene har været rundt i byens gader for at motivere de hjemløse til forsorgshjem eller natvarmestue.

Så fra kommunal side bliver der arbejdet hårdt for, at hjemløse ikke skal fryse i vinterkulden.