Nyhed
Odense godt på vej mod at blive Fairtrade By
Odense arbejder på at blive Fairtrade By. Projektet er i startfasen og som et af de første tiltag er al kaffe og te, der serveres på rådhuset, nu fairtrade. Derudover er en kortlægning af hvor der allerede nu sælges og serveres fairtradeprodukter i Odense startet op. Odense Bæredygtighedsråds formand Anker Boye glæder sig over, at projektet er godt i gang og opfordrer alle til at bidrage til projektet.
Al kaffe og te, der serveres på rådhuset, er nu fairtrade, fortæller Anker Boye:
- I forvejen blev der udelukkende serveret fairtrade kaffe på rådhuset, men dette var ikke tilfældet med teen. Det er der nu lavet om på, fortæller Anker Boye, som selv med tilfredshed har prøvesmagt den nye fairtrade te.
Anker Boye glæder sig over, at eksterne aktører hjælper Odense på vej mod at blive Fairtrade By:
- I Fairtrade By-projektet skal vi finde ud af, hvor der sælges og serveres fairtradeprodukter. Jeg glæder mig over, at flere aktører i byen allerede nu hjælper med at samle disse data ind. Men vi kunne godt bruge flere, som vil støtte op, siger Anker Boye.
Tast oplysninger ind via nettet
Oplysninger om hvor der allerede nu sælges og serveres fairtradeprodukter kan nemt tastes ind via Internettet, fortæller projektleder i Odense Kommunes Bæredygtighedssekretariat Torben Jarlstrøm Clausen:- Hvis man kender fx en butik, cafe eller restaurant, som sælger fairtradeprodukter, eller hvis man kender en virksomhed, der serverer fairtradeprodukter for dens ansatte, er man meget velkommen til at indtaste oplysninger herom via nettet, fortæller Torben Jarlstrøm Clausen, som derudover opfordre alle til at følge med og bidrage til projektet på facebook.
Webadresser
Indtast oplysninger om forbrug og udbud af fairtradeprodukter via: www.odense.dk/FairtradeByOdenseFølg og bidrag til projektet på facebook: www.facebook.com/FairtradeByOdense
Om Fairtrade By Odense
Projektet er sat i søen af Odense Byråd og gennemføres med Odense Bæredygtighedsråd som bindeled til eksterne aktører. Det er planen at Odense får status som Fairtrade By efter sommerferien 2012.Fairtrade By er et koncept for kommuner, der vil arbejde med etisk forbrug og samtidig samle kommune, erhvervsliv, enkeltpersoner og organisationer om et fælles projekt. Fairtrade har generelt til formål gennem handel at forbedre arbejds- og levevilkår for nogle af verdens fattigste bønder. I Danmark har bl.a. Københavns og Århus Kommune status som Fairtrade By. At bruge fairtradeprodukter er en enkel og synlig måde at signalere på, at byen tager et socialt og globalt ansvar. Fairtrade By skal således bidrage til at øge opmærksomheden omkring etisk handel både internt i kommunen og blandt byens caféer, butikker, erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner m.m.
Udnævnelsen til Fairtrade By gælder for ét år og for at opretholde status som Fairtrade By, skal der hvert år genansøges. Kommunen skal fremadrettet dokumentere arbejdet med Fairtrade herunder en fremdrift i eksempelvis tilgængelighed af produkter for forbrugere samt arbejdspladser som bruger fairtradeprodukter.
Om Odense Bæredygtighedsråd
Odense Bæredygtighedsråd arbejder for at skabe nye bæredygtige løsninger i Odense og rådet er bredt sammensat af personer fra både private og offentlige aktører, som har kompetencer indenfor miljø, sundhed, økonomi og sociale forhold.Kontakt:
Anker Boye, borgmester og formand for Odense Bæredygtighedsråd: tlf. 40 75 33 33Torben Jarlstrøm Clausen, projektleder, Odense Kommunes Bæredygtighedssekretariat: tlf. 24 59 76 56 / tjc@odense.dk