Kokke laver klimavenlig mad i Milano
To kokke fra Kold College er inviteret til Milano for laver klimavenlig mad med dansk smag til 1.000 medarbejdere ved Europa Kommissionens forskningskontor Joint Research Centre i Milano. De italienske medarbejdere skal bl.a. sætte tænderne i en omgang klimavenlig stegt kylling med syltede rabarber, agurkesalat og kartofler. Den viden de to kokke drager til Italien med, udspringer af et igangværende projekt om klimavenlig mad, som Odense Bæredygtighedsråd satte i søen i 2011.
En glad formand
Anker Boye, formand for Odense Bæredygtighedsråd, glæder sig over, at de odenseanske erfaringer efterspørges ude i verden: - Klimaforandringerne er globale, men de skal i høj grad løses lokalt. Og så bliver jeg glad, når aktører i Odense oparbejder viden, som efterspørges ude i verden, fortæller Anker Boye.
Nye smage til de italienske medarbejdere
Det vil være fremmedartet for italienerne at smage den danske klimavenlige mad, især det at der bruges eddike og sukker sammen med grønsager vil være nyt, fortæller Rasmus Fredslund, der er kok og kokkefaglærer ved Kold College:
- Vi har taget udgangspunkt i Kylling Danoise, som er en ret, hvor der spilles på typiske elementer fra det danske køkken. Her tænker jeg ikke mindst på det sur/søde tilbehør, hvor vi bruger rabarberkompot og agurkesalat, fortæller Rasmus Fredslund, som også bemærker, at kylling har en meget lav klimaeffekt i forhold til fx oksekød.
De to kokke fra Kold College skal være både konsulenter og praktiske hjælpere i det italienske køkken:
- Vi skal selvfølgelig fortælle de lokale medarbejdere i centrets kantine om vores erfaringer, men det er også naturligt, at vi selv rører i gryderne. Det kan vise sig at blive den bedste måde at kommunikere på, da medarbejderne mest taler fransk og italiensk, fortæller Rasmus Fredslund.
Det er ikke første gang, der har været interesse for de odenseanske erfaringer med klimavenlig mad. I december 2011 deltog Torben Jarlstrøm Clausen fra Odense Kommunes Bæredygtighedssekretariat således i et arrangement om klimavenlig mad i Funabashi i Japan, hvor der ligeledes var bud efter de odenseanske erfaringer.
Fakta
Rasmus Fredslund og Michael Edsen-Johansen, begge kokkefaglærer ved Kold College, laver klimavenlig mad i Milano d. 23. og d. 24. april: ”Stegt kylling med syltede rabarber, agurkesalat og kartofler”, ”Ribbensteg med frikasse af spæde forårs grønsager og jordbær i egen suppe” og Salat med torsk, rødbeder og hvidkål.
Om projektet klimavenlig mad
Projektet Klimavenlig mad er søsat af Odense Bæredygtighedsråd og gennemføres i samarbejde med bl.a. Kold College, University College Lillebælt og Smagen af Fyn. Projektets inspirationshæfte med klimavenlig mad er udviklet af bl.a. Rasmus Fredslund og kan fås på de odenseanske biblioteker eller læses online på www.odense.dk/klimavenligmad. Projektdeltagerne deler deres erfaringer om klimavenlig mad på www.facebook.com/klimavenligmad.
Kontaktinformation
Rasmus Fredslund: kok og kokkefaglærer: tlf. 22 25 36 96 / rf@koldcollege.dk
Anker Boye, formand for Odense Bæredygtighedsråd: tlf. 4075 3333
Torben Jarlstrøm Clausen (projektleder på projektet Klimavenlig mad), Odense Kommunes Bæredygtighedssekretariat: tlf. 2459 7656 / tjc@odense.dk