Spring til indhold
Nyhed

Bliv viet på H.C. Andersen Julemarkedet 2012

31-10-2012

Giftemodne par får en helt unik mulighed for at sige ja til deres livs udkårne i skærene fra hundredevis af fakler på det hyggelige H.C. Andersen Julemarkedet.

H.C. Andersen Julemarkedet 2012 kan danne den romantiske ramme for giftelystne odenseanere i december, når Odense Kommune tilbyder vielser i Lotzes Have.

Det er By- og kulturrådmand Steen Møller, der forestår vielserne.

– Sidste år havde jeg den store glæde at vie et ungt par på julemarkedet. Det var en stor oplevelse at få lov til at være en del af. Julemarkedet er en meget romantisk ramme og atmosfære at sige ja til hinanden i, og jeg er rigtig glad for, at vi nu giver flere forelskede par muligheden for at sige ja til hinanden under åben himmel og i faklernes skær, siger Steen Møller.

I forbindelse med H.C. Andersen Julemarkedet bliver den smukke have pyntet med juletræer, og hundredevis af fakler vil oplyse haven mellem de historiske bygninger. Lotzes Have bliver også udsmykket af Tekstilværkstedet og julemarkedets gæster, så det bliver et unikt vielsesrum, som forelskede par kan give deres ja til hinanden i.

Rammerne for en romantisk vielse er til stede, men vejret kan vi ikke bestemme over. Hvis det bliver meget dårligt vejr, bliver vielsen flyttet til et af julemarkedets telte.

Hvordan bliver man viet på H.C. Andersen Julemarkedet?
Vielserne foregår lørdag den 8. december 2012 i tidsrummet kl. 17 – 20.

For at blive viet på H.C. Andersen Julemarkedet skal man udfylde en ægteskabserklæring på www.odense.dk/vielse. På ægteskabserklæringen skriver man í rubrikken "Oplysning om vielsessted", at man ønsker at blive gift på H.C. Andersen Julemarkedet.

Erklæringen sendes til BorgerServiceCentret senest den 16. november 2012. Herefter modtager I mere information om selve vielses-seancen.

Yderligere spørgsmål
Juridiske spørgsmål til vielsen rettes til:
BorgerServiceCenter
Bente Skytthe. Tlf. 65 51 81 37 / Mail: vielse@odense.dk

Praktiske spørgsmål om seancen og information om H.C. Andersen Julemarkedet rettes til:
By- og Kulturforvaltningen, Kultur
Litten Fogt. Tlf. 51 777 345 / Mail: lfo@odense.dk