Spring til indhold
Nyhed

Besøgende strømmer til Odenses nye Infoboks

27-03-2012

Siden Infoboksen den 29. februar 2012 slog dørene op for udstillingen om vinderprojektet for Thomas B. Thriges Gade, har omtrent 5000 mennesker lagt vejen forbi. Interessen er fortsat stor, og udstillingen suppleres nu med et nyt tiltag i form af ’Trafik-onsdage’.

 

Borgerne engagerer sig

”Det er meget positivt at opleve de mange besøgenes engagement omkring projektet og vores bys udvikling. De stiller spørgsmål, går i dialog, debatterer og efterspørger materiale og information, så at de løbende kan holde sig opdateret på projektet” fortæller projektchef Svend Heegaard.

 

At odenseanere har lyst til at komme med input til vinderprojektet, ses ikke blot i Infoboksens besøgstal, men også i de skriftlige input, der er kommet til projektet. Inputtene spænder bredt, nogle ser gerne, at der bygges højere end planlagt, andre mener, at der bør bygges lavere. Nogle vil gerne have bevægelse og mulighed for skate og parkour i området, mens andre gerne vil have rolige åndehuller.

 

Mange er meget optaget af trafikafviklingen i form af den kommende letbane, cykelruter, bil ruter, og p-pladser, og derfor introduceres nu trafik-onsdage. Fremover kan de besøgende, der har efterspurgt information om den kommende trafikafvikling, hver onsdag, få sig en snak med en af kommunens trafikfolk.

 

Men det er ikke blot trafikafviklingen, der optager de besøgende. Mange besøgende er optaget af, at det nye område, skal bringe nye tiltag til centrum f. eks i form af ’vandhuller’, bålpladser, tyrkiske bade, små musikpladser, legepladser for børn og voksne, anderledes boliger og meget andet.

 

”Der er kommet rigtig mange ideer og kommentarer til vinderprojektet, og de er lige så forskelligartede og mangfoldige, som vores besøgende. Det er jo en stor håndsstrækning til projektet, at så mange odenseanere vil give os, deres input med på vejen, det er vi meget glade og taknemmelige for” siger Svend Heegaard. De mange input vil blive taget med i den videre bearbejdning af vinderprojektet.

 


Fakta

Trafik-onsdage:

Flere besøgende har efterspurgt information om den kommende trafikafvikling og for at imødekomme det behov, vil besøgende fremover kunne få sig en snak med kommunens trafikfolk hver onsdag kl. 12.00-17.30.

 

Udvidende åbningstider i Infoboksen:

For at imødekomme den store interesse for udstillingen i Infoboksen, udvides åbningstiderne nu både hverdage og lørdage.

 

Åbningstider i Infoboksen fra 26. marts - 1. juli 2012:

Mandag-fredag: Kl. 12.00-17.30

Lørdag: Kl.10.00-14.00.

Nye åbningstider oplyses herefter på www.fragadetilby.dk

 

 

Mere information

Projektchef Svend Heegaard telefon 51 77 73 56

 

Følg projektet på www.fragadetilby.dk. Input og kommentarer kan sendes til fragadetilby@odense.dk