Ny direktør i spidsen for udviklingen af Odense
Odenses nye udviklingsdirektør hedder Janus Krarup. Den 43-årige cand. jur. har solid erfaring med erhvervsudvikling, bl.a. som vicedirektør i Erhvervs- og byggestyrelsen.
Stadsdirektør i Odense Kommune Jørgen Clausen har store forventninger til den nye udviklingsdirektør, der blev udvalgt i konkurrence med 38 andre kandidater.
- Janus Krarup kommer med en stærk erfaring, og hans hidtidige virke vidner om en yderst kompetent leder, der har fokus på at få skabt resultater. Samtidig har Janus en moderne og innovativ lederprofil, der matcher de opgaver, som jobbet byder på, siger Jørgen Clausen.
Formand for Udviklingsforum Odense C.C. Nielsen udtrykker også stor tilfredshed med valget af udviklingsdirektør:
- Janus Krarup er bredt anerkendt som en dygtig netværksopbygger, der skaber fremdrift omkring sig. Udviklingsforums bestyrelse er rigtig godt tjent med denne ansættelse, som giver os en direktør, der vil fortsætte og udvikle det igangsatte arbejde, siger C.C. Nielsen.
Janus Krarup, som tiltræder i Odense den 1. august, har en fortid som vicedirektør i Erhvervs- og Byggestyrelsen (2005-07). Her havde han bl.a. særligt ansvar for regional udvikling, innovationspolitik, Globaliseringsråd og iværksætteri. Inden da var Janus Krarup kontorchef i Økonomi- og Erhvervsministeriet.
De seneste år har Janus Krarup arbejdet som konsulent, først som senior manager i ReD Associates og efterfølgende som medejer i Friis, Marcussen & Krarup. Fokus i dette arbejde har bl.a. været ledelse, organisationsudvikling og innovation af og i politisk styrede organisationer.
Selv glæder Janus Krarup sig til opgaven i Odense:
- Posten som udviklingsdirektør i Odense er en kæmpe personlig og faglig udfordring, som jeg glæder mig til at kaste mig over. Der er allerede lagt et solidt fundament for Odenses udvikling. Jeg ser frem til at bruge mine erfaringer til at forstærke og udvikle indsatsen yderligere de kommende år, siger Janus Krarup.
Janus Krarup er gift og har to mindre børn.
Yderligere information fås ved henvendelse til:
Stadsdirektør Jørgen Clausen 40 43 44 24