Jobcenter Odense, Øst nomineret til mangfoldighedspris
De nye Danmarksmestre i mangfoldighed i arbejdslivet afsløres torsdag den 25. marts, når Institut for Menneskerettigheder uddeler årets MIAPRIS. Jobcenter Odense, Øst er nomineret
Når Eksperimentariet i København torsdag den 25. marts slår dørene op for årets uddeling af MIAPRISEN (Mangfoldighed i Arbejdslivet), er det en flok spændte repræsentanter fra Jobcenter Odense, Øst, der gør deres entré.
Mangfoldighed en styrke
Jobcenter Odense, Øst er nemlig nomineret til årets MIAPRIS og kan meget vel være den heldige virksomhed, der efter prisoverrækkelsen kan kalde sig ny Danmarksmester i mangfoldighed.
Nomineringen glæder Peter Rahbæk Juel, rådmand for arbejdsmarkedsområdet:
”I Odense ser vi en mangfoldig medarbejdergruppe, som en ubetinget styrke, og vi har taget skridtet fuldt ud og vedtaget en mangfoldighedsstrategi, der gør, at vi møder borgeren i øjenhøjde. Jobcenter Odense, Øst er et helt konkret eksempel på, hvordan strategien kan leves ud i praksis, og jeg er både glade for og stolt af den anerkendelse, der ligger i nomineringen til årets MIA-pris.”
Mangfoldighed har skabt resultater
I Jobcenter Odense, Øst kommer mangfoldigheden til udtryk i sammensætningen af medarbejdergruppen, der tæller 77 ansatte. Medarbejderne repræsenterer mange nationaliteter og taler mange forskellige sprog. Herudover er der en bred fordeling af både mænd og kvinder, stor afvekslende erhvervserfaring og uddannelse, ligesom flere er ansat på fleksordninger og seniorordninger med mere.
Jobcenter Odense, Øst har bevidst arbejdet på at skabe et mangfoldigt team for bedre at kunne samle de kompetencer, der skal til for at løfte afdelingens forskellige opgaver, og resultaterne taler for sig selv. Det er således side 2007 lykkedes for Jobcenter Odense, Øst at hjælpe 300 tungere borgere på kontanthjælp ud af kontanthjælpssystemet.
Danmarks virksomhedspris for mangfoldighed
MIAPRISEN er Danmarks virksomhedspris for mangfoldighed og lige muligheder og gives til virksomheder, der både i politik og praksis er med til at fremme mangfoldighed og ligebehandling uanset køn, etnisk oprindelse, religion, alder mm.
Prisen uddeles i København den 25. marts for 6. gang. Prisen overrækkes af beskæftigelsesminister Inger Støjberg.