Indeklimavenlig passivhus på vej til 88 børn
Endnu et børnehus er godt på vej som led i Odense Kommunes række af nybyggerier på institutionsområdet, der skal matche den stigende efterspørgsel på vuggestue og børnehavepladser.
Den integrerede institution Dragen er dog ikke et konventionelt børnehus. Den bliver bygget som lavenergihus - et såkaldt passivhus - og er et af de første i Danmark på institutionsområdet.
Det unikke børnehus, der har beliggenhed i Sanderum, kommer til at stå klar i november og kunne onsdag fejre rejsegilde og dermed markere, at byggeriet er halvvejs.
Huset kommer til at rumme to børnehavegrupper, tre vuggestuegrupper og en gæstedagplejegruppe. Dragen bliver hverdag for i alt 88 børn samt medarbejdere.
- Dragen bliver et anderledes og indbydende børnehus med en spændende arkitektur, der skaber ideelle rammer for en velfungerende og spændende hverdag for både børn og medarbejdere. Det er et børnehus, der giver rige muligheder for nytænkende og spændende pædagogik, og som sætter børnene i centrum i deres eget hus, siger Jane Jegind (V), rådmand for Børn- og Ungeforvaltningen.
Færre snotnæser
Passivhuse er ofte bygget af indeklimavenlige materialer, og erfaringen viser, at børn og pædagoger er mindre forkølede og dermed har færre sygedage.
Væggene vil være af rent træ med en stor isoleringsgrad, og vældige glasfacader giver lys og henter solenergi til opvarmning.
Samtidig er der en stor grad af mekanisk udluftning.
Byggeriet af Dragen og den ligeledes miljøvenlige Vuggestuen Ruggårdsvej, som også er halvvejs i byggefasen, markerer starten på en række nybyggerier af børnehuse i Odense. I takt med den stadigt stigende efterspørgsel på vuggestue- og børnehavepladser vil der i de kommende måneder og år blive bygget endnu flere institutioner.