Task Force Velfærd
Task Force Velfærd er en gruppe af eksperter, der har givet Odense Kommune otte anbefalinger til de demografiske udfordringer, der presser velfærden de kommende år. Læs om de seks udfordringer og otte anbefalinger her.
Velfærden er under pres. Vi bliver flere ældre, og vi får flere børn. Men konsekvenserne af den glædelige udvikling er, at velfærden kommer under alvorligt pres - både nationalt og i Odense. Derfor nedsatte Økonomiudvalget Task Force Velfærd – en ekspertgruppe, der i 2019 kom med anbefalinger til, hvordan kommunen imødegår udfordringerne.
Otte anbefalinger fra Task Force Velfærd – kort version (PDF)
Fuld rapport med de otte anbefalinger fra Task Force Velfærd (PDF)
Seks udfordringer
#1 Flere børn og ældre
I 2030 vil der vil være 2800 flere børn i alderen 0-5 år og 4000 flere ældre over 80 år i Odense end i dag.
Det er voldsomme stigninger på 22 og 47 procent.
#2 Mangel på velfærdsmedarbejdere
Siden 2015 har der været omfattende mangel på sygeplejersker og SOSU-assistenter på Fyn.
En udfordring som kan vise sig mindst ligeså vanskelig at løse som at finde de nødvendige penge
til kernevelfærden.
#3 Manglende fodfæste i tilværelsen
Psykisk sårbarhed, ensomhed, angst og depression bliver mere og mere udbredt blandt unge.
Vi ser ind i en fremtid, hvor alt for mange unge ikke får fodfæste i tilværelsen
#4 Flere skal med i det arbejdende fællesskab
Blandt landets seks største byer har Odense flest borgere i den arbejdsdygtige alder, som ikke er i arbejde.
#5 Ulighed og forskelle mellem bydele
Uligheden i Odense er markant. Bydelenes sammensætning går mere og mere i retning af, at man enten
bor i en velhavende del af byen eller en mindre velhavende del. Det skaber en skæv by.
#6 Tilliden til velfærdsamfundet er under pres
Flere end hver anden dansker på +40 år er nervøs for ikke at få tilstrækkelig hjælp som gammel.
De store stigninger i antallet af små børn og ældre vil lægge ekstra tryk på tilliden til velfærdssamfundet.
Læs Task Force Velfærds uddybende beskrivelse af udfordringerne
Otte anbefalinger
#1 Skaf flere velfærdsmedarbejdere
Odense skal have en offensiv rekrutteringsstrategi og tilbyde et attraktivt arbejdsmiljø, der fastholder medarbejdere på velfærdsområderne.
#2 Flere skal med i arbejdsfællesskabet
Ny ungeenhed skal hjælpe unge ind i arbejdsfællesskabet, og der skal etableres opkvalificeringsforløb med jobgaranti. Det vil mindske det økonomiske pres på velfærden.
#3 Etabler videnscenter for børn og unges trivsel
Odense skal tage et opgør med de ting i samfundsudviklingen, der skaber mistrivsel blandt unge. Nyt videnscenter skal finde årsagerne og de virkningsfulde tiltag.
#4 Bryd gamle strukturer ned - byg nye op
- Odenses skolestruktur skal ændres
- Der skal skabes flere vuggestue- og børnehavepladser
- Der skal bygges flere ældreboliger.
Tilbuddenes kvalitet vil falde, hvis politikerne ikke handler.
#5 Odenses opdeling skal bremses
Odense oplever en stigende ulighed og opdeling af bydelene.
Udviklingen skal stoppes med nye metoder – fx skal politiske forslag gennem et ’ulighedsfilter’, og skolerne skal skærpe og fremrykke indsatserne i forhold til elever med højt fravær.
#6 Brug velfærdsteknologi som supplement
Ny velfærdsteknologi kan hæve kvaliteten i velfærdsydelserne, men er ikke en mirakelkur, der kommer til at sænke velfærdsudgifterne.
#7 Kickstart den demokratiske samtale
Tilliden til velfærdssamfundet skal styrkes. Derfor skal Odenses borgere inddrages langt mere, og der skal etableres en ny aktivisme- og dialogfunktion.
#8 Skarpere fokus på at opnå forandring for borgerne
Kernevelfærden og servicen til borgerne kommer før alt andet. Derfor skal Odense fokusere mere målrettet på at implementere politik, før der udtænkes nye strategier og tiltag.
Læs pressemeddelelsen om Task Force Velfærds anbefalinger
Formandskab i Task Force Velfærd
Nina Groes
Nina Groes, direktør i Divérs, fhv. direktør, Kvinfo.
Jørgen Søndergaard
Jørgen Søndergaard, Senior Research Fellow Emeritus, VIVE - Det nationale forskningscenter for og analysecenter for velfærd. Tidligere medlem af Velfærdskommissionen og Strukturkommissionen. Tidligere direktør for SFI.
Medlemmer i Task Force Velfærd
Knud Aarup, formand for Bedre Psykiatri, formand for Røde Kors i Aarhus, formand for Socialpolitisk Forening, formand for Røde Kors i Aarhus og fhv. direktør i Socialstyrelsen.
Pia Gjellerup, centerleder på Center for Offentlig Innovation (COI), tidligere finansminister, justitsminister og erhvervsminister. Tidl. Chef i Djøf.
Mickael Bech, professor i sundhedsledelse ved Aarhus Universitet, tidligere direktør i VIVE, tidligere institutleder og professor på SDU.
Kurt Houlberg, professor i kommunaløkonomi, VIVE - Det nationale forskningscenter for og analysecenter for velfærd
Læs pressemeddelelse om sammensætningen af Task Force Velfærd her