Spring til indhold

De mindste børn

Der er afsat 550 millioner kroner til de mindste børn i Velfærdens Fundament, heraf 400 millioner kroner til nye børnehuse.

Resultaterne fra spørgeskemaundersøgelsen, bydelsmøderne og rundbordssamtalen har dannet grundlag for en digitale afstemning omkring værdier for de nye børnehuse i Odense.

Formålet med den digitale afstemning var at prioritere værdierne, når der skal bygges nye børnehuse, og samle op på de punkter, hvor der har vist sig dilemmaer eller flere veje at gå.

Tak til alle der har bidraget med deres input i både spørgeskemaet, bydelsmøderne, rundbordssamtalen og afstemningen.


Baggrund

I Odense kommer der flere børn i fremtiden. Derfor står vi over for en spændende udfordring: At bygge nye børnehuse, der både opfylder behovet for mere plads og skaber de bedste rammer for børns leg, glæde og udvikling. Odense Byråd har med aftalen Velfærdens Fundament besluttet at investere 1,8 milliarder i velfærden frem mod 2030. Heraf 550 millioner kroner til de mindste børn, hvoraf 400 millioner skal bruges til at bygge nye børnehuse.

Hvert barn skal have gode rammer at vokse op i, at lege i og lære i. Der skal være tid og ro til at lege og gro.

Odense Byråd har besluttet at Odenses borgere skal inddrages, og være en central del af etableringen af nye børnehuse. Derfor har der i løbet af 2024 været en lang række initiativer og arrangementer, for at blive klogere på, hvordan vi bygger Danmarks bedste børnehuse.

I efteråret svarede mere end 1.400 odenseanere på, hvordan de syntes, at fremtidens børnehuse skal bygges. Herefter blev der holdt to bydelsmøder, hvor byens borgere kunne dele og uddybe deres perspektiver og unikke indsigt i, hvordan vi skal bygge Odenses nye børnehuse.

Med afsæt i bydelsmøderne blev borgmesteren, børn- og ungerådkvinden og relevante fagpersoner og eksperter samlet til et møde. Fokus var på fem centrale områder: indeklima og arbejdsmiljø, motorik, indretning og læringsmiljøer samt udeområder. For hvordan laver man et indendørs læringsmiljø, der er fleksibelt og kan tilpasses både leg og fordybelse, samtidig med at det understøtter et godt arbejdsmiljø med minimal støj? Hvordan laver man garderober og indgangspartier, der sikrer en rolig aflevering og understøtte selvhjælp hos børnene, og udeområder der inviterer til motorisk udfoldelse i naturrige omgivelser?

Her kan du læse opsamlingen på hele borgerinddragelsen omkring de nye børnehuse (PDF)

Borgmesterforvaltningen