Aktivt Fritidsliv
Fritid og fællesskaber er afgørende for vores velfærd. Byrådet har derfor afsat 95 mio. kr. til at vedligeholde og modernisere fritids- og foreningsfaciliteter i Odense frem mod 2030.

95 millioner kroner til byens fritids- og idrætsforeninger
Med aftalen Velfærdens Fundament ønsker byrådet at give en kærlig hånd til Odenses fritids- og idrætsfaciliteter for 95 millioner kroner. Den 21. januar 2021 har et politisk flertal bestående af Socialdemokratiet, SF, Det Radikale Venstre og Enhedslisten tilkendegivet, hvordan pengene mere konkret skal investeres.
Her er, hvad Odenses fritids-, idræts- og foreningsliv kan se frem til i de kommende år
- 25 millioner kroner til at etablere fem nye miljørigtige kunstgræsbaner og skifte tre eksisterende (efterfølgende afsættes der yderligere 31,5 mio. kr.)
- 50 millioner kroner til at renovere og vedligeholde haller, klubhuse og foreningslokaler
- 20 millioner kroner til udvidelse af 2:1-puljen og puljen til halopdeling og omklædningsrum
Nye og miljøvenlige kunstgræsbaner
Halvdelen af fodboldklubberne har fremhævet behovet for nye kunstgræsbaner som forudsætning for at nå i mål med klubbens drømme.
Fodboldklubberne er også kommet med deres indspark til, hvordan de nye baner skal placeres. For eksempel skal der tages højde for, hvor mange børn der bor i området, at der ikke er en kunstgræsbane i forvejen, og at der er en skole i nærheden, som også kan få glæde af banen.
Flere klubber vil få mulighed for at benytte de nye kunstgræsbaner, og banerne kan også bruges til andre aktiviteter hele året rundt.
I 2021 blev det derfor besluttet, at der skulle anlægges fem nye kunstgræsbaner. Banernes placering blev fastlagt ud fra kriterier, der fremkom i forbindelse med en omfattende borgerinddragelse.
De fem nye baner bliver placeret i de foreslåede områder:
- Det sydøstlige Odense: Ved B67
- Det nordøstlige Odense: Ved Fjordager IF
- Det sydlige Odense: Ved Højby S&G
- Det vestlige Odense: Ved KFUM
- Det sydvestlige Odense: Ved Dalum IF
Siden 2021 er der nemlig kommet ny lovgivning om afvanding, støj og brugen af gummigranulat, der påvirker anlæggelsen af kunstgræsbaner. Det betyder, at anlæggelsen af banerne bliver væsentligt dyrere, og der er behov for yderligere finansiering for at komme i mål med de aftalte baner.
Derudover afventer to af banerne ved Dalum IF og ved KFUM nye løsninger i forhold til støj, men de kan ligeledes finansieres indenfor Velfærdens Fundament.
Udskiftning af eksisterende baner:
Det er også besluttet at tre af de eksisterende baner skal skiftes. Banen ved Næsby Boldklub er allerede udskiftet og derudover skal banerne ved B1909 og OKS skiftes.
Den 9. maj behandler Odense Byråd et forslag om at udmønte yderligere 31,5 millioner kroner til kunstgræsbaner.
Markant løft af haller, klubhuse og foreningslokaler
Med udgangspunkt i foreningernes bidrag har et flertal i byrådet nu tilkendegivet, at de 50 millioner kroner afsat til vedligehold og modernisering af faciliteter ejet af kommunen, især skal gå til at give omklædningsrum og indeklimaet et markant løft. Derudover skal arbejdet med vedligehold og modernisering ske i endnu tættere samarbejde med jer foreninger. Disse tilkendegivelser tager forvaltningen nu med i det videre arbejde.
Fritids- og idrætsforeningerne er også kommet med konkrete forslag til 2:1-puljen. Med udgangspunkt i jeres bidrag har et flertal i byrådet også tilkendegivet, at puljen skal styrkes med 20 millioner kroner: fordelt med 10 millioner kroner til vedligehold og modernisering med særligt fokus på bedre omklædnings- og badeforhold, og 10 millioner kroner til at dele haller fysisk op, så byens samlede halkapacitet udnyttes bedre. Igen forslag, som Fritids- og Idrætsforeningerne har bidraget med. Disse tilkendegivelser tager forvaltningen nu med i det videre arbejde.
Odenses foreninger har sat et markant aftryk
Tak til alle foreninger, der har sendt deres idéer og forslag ind. Jeres fælles bidrag er yderst vigtige i forhold til, hvordan byrådet nu vil investere i Odenses fritidsliv frem mod 2030.
I november 2020 deltog 92 af byens fritids- og idrætsforeninger og fodboldklubber i onlinemøder om et løft af Odenses fritidsliv. Derefter kom foreninger og fodboldklubber med deres råd, idéer og forslag i skriftlige besvarelser til byrådet.
Der er desuden afsat 625 millioner kroner til lokale aftaler i byens skoledistrikter, hvor byens fritids- og idrætsliv også spiller en afgørende rolle.
Kontakt
Har du spørgsmål til Velfærdens Fundament og Aktivt Fritidsliv, kan du sende en e-mail til velfaerd@odense.dk. (E-mail er ikke sikker kommunikation. Hvis du vil sende fortrolige/følsomme oplysninger fx helbredsoplysninger eller CPR-nr., så kontakt os sikkert: Digital Post til Borgmesterforvaltningen.)