Sammenhængskraft i naturen
Sammenhængskraft i naturen – friluftsliv og udeaktiviteter
Naturen – friluftsliv og udeaktiviteter
Odense Kommune ønsker at sikre alle borgeres mulighed for et aktivt friluftsliv. Med udgangspunkt i de fritidspolitiske pejlemærker ønsker Odense Kommune at skabe bedre adgang til og sammenhæng mellem kommunens friluftsaktiviteter og naturmæssige oplevelsesværdier.
Friluftslivet opleves og udleves både i naturen og i byen. Det er derfor vigtigt at sikre grønne og blå korridorer, der på tværs af byens miljø skaber sammenhæng mellem eksisterende aktivitets- og oplevelsesmuligheder. Odense skal indrettes, så byens rum og kommunens naturområder muliggør og motiverer til friluftsliv og udeaktiviteter og sikrer udviklingsmulighederne for kommunens aktører på friluftsområdet.
Fremtidigt fokus:
- Odense Kommune vil sikre udviklingen af rammerne for friluftsliv og udeaktiviteter, der giver kommunens borgere, foreninger og gæster mulighed for fysiske og rekreative aktiviteter i naturen.
- Odense Kommune vil videreføre ambitionen om at blive Danmarks Grønneste Storby og således skabe rammerne for friluftsliv og udeaktiviteter i byens rum.
- Odense Kommune vil sikre etableringen af mødesteder, der for borgere, foreninger og gæster kan virke som platforme for naturoplevelser og friluftsaktiviteter.
- Odense Kommune vil afsøge mulighederne for etableringen af områder, hvor der vil kunne afvikles spejderlejre, landslejre og lignende aktiviteter og arrangementer.