Dannelse
Alle børn skal kunne begå sig etisk, socialt og læringsmæssigt i et digitalt liv og samfund.
Teknologiens muligheder, begrænsninger og udfordringer er uendelige. Derfor skal børnene i Odense fra de er helt små støttes og stimuleres, mens de udvikler deres nysgerrighed, samarbejdsevner, vedholdenhed, mod, kritiske forståelse, talent og kreativitet.
Børn vokser op i en verden fuld af teknologi og bevæger sig med sikker hånd på alverdens teknologiske platforme, men dannelse er ikke nødvendigvis en kompetence, der følger med. Derfor skal alle børn lære, hvordan de indgår kritisk og empatisk i digitale universer. De skal kunne forstå og forholde sig så godt til de mekanismer, der udfordrer de demokratiske processer, at de kan passe på sig selv og samtidig bidrage til det samfund, de indgår i.
I verdens bedste robotby er det vigtigt at huske balancen mellem begejstring for teknologiens muligheder og bevidstheden om risici forbundet med digitalisering. Børnene skal som noget helt naturligt forholde sig nysgerrigt og konstruktivt kritisk til alle nye teknologier og digitale platforme.
For at sikre de bedste betingelser for børnene sørges der for:
- At skabe rammerne for, at alle voksne omkring børnene bliver klædt på til at understøtte børnenes etiske, sociale, digitale og teknologiske dannelse – både online og offline.
- At børnene bliver præsenteret for autentiske dilemmaer og problemstillinger, så de lærer at begå sig etisk og socialt i digitale miljøer.
- At lave indsatser, der forebygger og hjælper de børn og unge, der bliver ramt af stress, mistrivsel og afhængighed relateret til digitale teknologier.
Forældre er vigtige
En større undersøgelse af unge og cybercrime i Odense Kommune, hvor de 16-24-årige blandt andet er blevet spurgt om deres vaner og holdninger til at kommunikere online, viser, at forældre taler alt for lidt med deres børn om, hvad de foretager sig online. Undersøgelsen er baseret på 31.000 unge, mellem 16- 24 år i Odense Kommune. De unge giver udtryk for, at de savner deres forældres deltagelse.
Konklusion af Odense Kommunes indsats ”Sund digital adfærd”, 2018
Sæt dig ind i dit barns digitale liv – og udforsk universet sammen. Hvad end det er Snapchat, Musical.ly eller Fortnite, som tiltrækker dit barn lige nu, så er det vigtigt, at du undersøger, hvad det er for et medie eller spil.Ulla Dyrløv, psykolog og forfatter, medlem af Advisory Board.