Spring til indhold

De fysiske rammer og deres anvendelse

De fysiske rammer og deres anvendelse er det sjette kerneelement i "Sammen om mangfoldig fritid".

Illustrationen viser en ung der sparker på mål. Illustrationen er knyttet til kerneelementet om de fysiske rammer og deres anvendelse.

De fysiske rammer og deres anvendelse spiller en afgørende rolle i fritidstilbuddene. Rammerne er ikke blot begrænset til bygninger og rum, men omfatter også indretningen af både indendørs- og udendørsområder.


De fysiske rammer er afgørende for at skabe optimale betingelser for samvær, leg, bevægelse, kreativitet og fordybelse samt for at facilitere forskellige deltagelsesmuligheder. En afgørende faktor er, hvordan rummene er indrettet, så de imødekommer børnene og de unges behov for leg, læring og fællesskab og så børnene og de unge inspireres, let kan inddrages i leg og aktiviteter samt kan se mulighederne for aktiv deltagelse.


De fysiske rammer er varierede og fleksible og tilpasses i overensstemmelse med børnene og de unges udvikling og skiftende interesser.

Det betyder, at:

  • børnene og de unge deltager aktivt i drøftelser, så de fysiske rammer baseres på børnene og de unges interesser og behov
  • fritidstilbuddene indrettes, så der er forskellige områder, der egner sig til forskellige typer af aktiviteter, såsom leg, fysisk aktivitet, kreative udfoldelser samt ro og fordybelse
  • materialer og redskaber skal være let tilgængelige, så de inspirerer til fantasi og kreativitet
  • det pædagogiske personale vejleder og støtter børnene og de unge i at udnytte de tilgængelige rum og materialer til leg, læring og sociale interaktioner

”Man skal kunne se på rammerne, at man som barn træder over i ”fritidsdelen”, så det opleves markant anderledes end skoledelen. Det skal emme af fritid. Det samme gælder aktiviteterne”, medlem af skolebestyrelse, Odense.

Børn- og Ungeforvaltningen